Coronavirus

Så lang tid går der, før det tredje vaccinestik virker

Er du én af de danskere, der har fået invitationen til det tredje vaccinestik, kommer overlæge Henrik Nielsen her med et bud på, hvornår stikket får en virkning

Henrik Nielsen er professor i infektionsmedicin på Aalborg Universitetshospital. Arkivfoto: Torben Hansen

Henrik Nielsen er professor i infektionsmedicin på Aalborg Universitetshospital. Arkivfoto: Torben Hansen

NORDJYLLAND:Køerne på de nordjyske vaccinesteder har været lange de seneste dage. Det samme har været gældende for den digitale kø på vacciner.dk, hvor der i de spidsbelastede perioder har været op mod flere timers ventetid på at komme igennem til tidsbestillingen.

Det tredje vaccinestik er altså eftertragtet blandt danskerne - og også nordjyderne - men hvor stor effekt har det egentlig at give den tredje dosis af corona-vaccine?

Nordjyske har rådført sig med Henrik Nielsen, der er professor i infektionsmedicin på Aalborg Universitetshospital.

- Du kan begynde at mærke en effekt og måle på det en uge efter det tredje vaccinestik. Vi plejede at sige 14 dage, men kroppen kan jo godt huske, at den har fået de to første stik. Så når man får det tredje stik, går det hurtigere med at kunne måle effekten. Så efter en uge er man bedre beskyttet, end man var, før man fik det tredje vaccinestik, siger Henrik Nielsen.

Han påpeger, at den nye coronavirusvariant, Omikron-varianten, også spiller ind på, at det tredje vaccinestik nu tilbydes til den danske befolkning - i første omgang til alle personer over 40 år.

- Det, vi er interesserede i, er, at få beskyttelse mod at blive så syg, at man skal på sygehuset. Smitten kan man godt få, selvom man har fået det tredje stik, og især med Omikron-varianten ser det ud til, at man godt kan få smitten. Men man bliver så også mindre syg, hvis man er vaccineret. Det er det, vi synes, er det vigtigste, siger Henrik Nielsen.

- Det gør en stor forskel for risikoen for at blive indlagt på sygehuset, om du er vaccineret eller ej, selvom der selvfølgelig ikke er garanti for ikke at blive syg, slår han fast.

Derfor kan du føle dig syg, når du får en vaccinedosis

- Man prøver at snyde kroppen til at tro, at den er blevet smittet med rigtig sygdom, når man giver vaccinen til folk. Derefter reagerer kroppen og kroppens immunsystem på den vaccine, vi får ind i kroppen. Så danner vores immunsystem beskyttelse mod virussen, og til det danner kroppen antistoffer.

- Når man får vaccinen, er det vores immunceller, der arbejder. Man kan få lidt feber, hovedpine eller utilpashed, for det er de samme ting i vores krop, der skal arbejde, som hvis man får en infektion. Det er ikke, fordi man har fået sygdommen, men fordi ens immunsystem arbejder. Det er sådan set et bevis på, at der var noget i sprøjten, forklarer Henrik Nielsen fra Aalborg Universitetshospital.

Om vi kan se frem til gentagne vaccinestik for at beskytte os mod coronavirus, tør Henrik Nielsen ikke at spå om. Det vil være det rene gætværk på nuværende tidspunkt, siger han.

- Vi er ude i noget, der aldrig er prøvet før med det tredje vaccinestik. Vi kan se, at effekten er der, men vi kan ikke sige noget om, hvor lang tid den effekt holder.

- Det er svært at love, at dette er det sidste stik. Der kan ske meget i løbet af det næste år, og man kan ikke udelukke, at vi måske skal have et fjerde stik på et tidspunkt. Men det er rent gætværk, uanset hvem man spørger, siger Henrik Nielsen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden