Politi

Kvinde forsvundet fra hospital: Har brug for behandling

Hun skal findes i en fart, lyder det fra politiet


Opdateret 10. marts 2025 kl. 09:27

Artiklen er opdateret, efter kvinden blev fundet.

Midt- og Vestjyllands Politi efterlyser nu en 78-årig kvinde.

Den 78-årige kvinde forlod regionshospitalet i Thisted natten til onsdag, hvor hun var indlagt. Hun har brug for behandling, og Midt- og Vestjyllands Politi beder om befolkningens hjælp til at finde frem til kvinden, skriver de i en pressemeddelelse.

- Vi vil meget gerne have kvinden fundet så hurtigt som muligt. Hun er behandlingskrævende, og det er vigtigt, at hun får den rette behandling i en fart. Alle oplysninger, der kan hjælpe os på vej, kan gives til politiet på telefon 114, siger efterforskningsleder politikommissær Theis Thylstrup fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Kvinden forlod regionshospitalet i selskab med en 57-årig mand i en personbil. Politiet formoder, at de to opholder sig sammen. Da de forlod hospitalet, var de kørende i en svensk indregistreret, hvid personbil med tagbøjler.

Midt- og Vestjyllands Politi har siden onsdag eftersøgt kvinden blandt andet på forskellige adresser. Politiet formoder, at manden og kvinden kan opholde sig i et stort geografisk område.

- Jeg ønsker ikke at gå nærmere ind i kvindens sundhedsoplysninger, men hospitalet har oplyst, at hun har brug for korrekt sundhedsfaglig behandling. Derfor skal vi have hende fundet og bragt tilbage til et hospital så hurtigt som muligt, siger Theis Thylstrup i pressemeddelelsen

Kvinden beskrives som:

Skandinavisk af udseende

78 år

Spinkel af bygning

Gråt, skulderlangt hår

Iført hospitalstøj, da hun forsvandt

Midt- og Vestjyllands Politi har for nuværende ikke yderligere kommentarer om sagen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden