Fra Orange Scene til en halvtom sal
Momentum synes borte for Drew Sycamore og et velspillende band, der ellers havde pudset discokuglen, men dansegulvet var halvtomt.
Opdateret kl. 09:41
KONCERT
Drew Sycamore, Skråen
Man skal have undgået enhver form for radiokontakt, hvis ikke man på et tidspunkt har lagt øre til himmerlændingen Drew Kolstrup fra Hvilsom alias Drew Sycamore de seneste par år.
Hun har haft sin andel af aktiemajoriteten i radio-airplay, sine kultur – og magasinforsider og navnet naglet fast på festivalsæsonens plakater, med åbningen af Orange Scene på Roskilde Festival og en plads på Grøn Koncert karavanens store scener, som ikke uvæsentlige højdepunkter.
Meget er sket. Og det er sket hurtigt.
Derfor hævede øjenbrynene sig en del, da Skråens sal lørdag aften kun tog imod små hundrede mennesker. For er det noget nordjyske Drews musik er designet til, så er det vel weekendens glitter, spektakel, stiletter og ubekymrede fest.
Og guderne skal vide, at hun og det så absolut velspillende – og rytmiske gyngende band, med især guitarist Lasse Boman på guitar som naturligt charmerende midtpunkt og hamredygtige Maja Lise Pyndt Jonsén på bas, forsøgte ihærdigt at stable en bankende puls på banen. Men man mistede bare aldrig pusten.
For mens Medina sælger to store arenaer ud næste år, er der vel intet som helst der endnu tyder på at interessen for dansabel popmusik er tørret ud. Så derfor kan det undre at interessen ikke var mere udtalt.
Måske det kan forklares i det svære at følelsesmæssigt forbinde sig til de generiske engelske tekster om livet på natklubben, og kærlighedslivet. Selvom halv-waliske Drew har alle forudsætninger for lige netop at hæve sig langt over det vanlige (middelmådige) dansk-engelske niveau.
For nok er det kompetent, veludført, velskrevet og velproduceret, men der mangler altså fortsat en hel del inden Dua Lipa eller Sophie Ellis-Bextor abdicerer frivilligt fra disco-pop-tronen.
Og ”Superfaith” albummet der udkom først på året, fremstår slet ikke så inspireret, iørefaldende og insisterende som debutalbummet. Tværtom.
Så deraf kan den manglende fastholdelse af det enorme momentum Sycamore for blot 1 ½ år siden havde, muligvis også findes.
Men trods det matte fremmøde, forsøgte nogle af de (få) tilstedeværende sammen med Sycamore at koldstarte festen, men et rigtige svedigt disco-orgie kræver nogen at svede og danse med. Og det var som bekendt en mangelvare.
For selvom hovedpersonen smed et professionelt bravt ansigt på, sang upåklageligt og set-uppet var en stadionkoncert værdig, så blev det ligesom en (efter)skolefest, hvor drengene er udenfor og kaster op i hækken, mens pigerne står og danser lidt med sig selv.
Så der var ikke mord på dansegulvet, men lidt varme i kinderne, en begyndende sitren i mellemgulvet og et par tæer der bevægede sig, blev det da til, da vi fik fik ørebaskerne ”45 Fahrenheit Girl”, ”I Wanna Be Dancing”.
Og således kunne vi med et spirende forår i vores gang træde ud i det stormbruste efterårsmørke. Det var trods alt altid noget.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.
