Miljø

Fra spildevand til fjernvarme - kommune er på vej med nyt banebrydende anlæg

Varme fra renset spildevand vil fremover kunne opvarme 1300 parcelhuse

Det er her på Renseanlæg Øst på Rørdalsvej, man er gået i gang med at etablere det nye anlæg.
Det er her på Renseanlæg Øst på Rørdalsvej, man er gået i gang med at etablere det nye anlæg. Arkivfoto: Claus Søndberg

AALBORG: Fremover kommer du måske til at varme dit hus op med fjernvarme, der er lavet af energi fra renset spildevand.

Aalborg Forsyning er i hvert fald gået i gang med at etablere en kæmpestor varmepumpe på Renseanlæg Øst i Rørdal, der skal trække energien ud af renset spildevand og omsætte det til fjernvarme. Og når anlægget står færdigt i 2024, vil det kunne levere varme svarende til 1300 parcelhuses årlige varmeforbrug.

 - I dag udleder vi det rensede, varme spildevand til Limfjorden, men fremover udnytter vi varmen i det, for det giver en optimal brug af ressourcerne. Og samtidig reducerer vi også CO2-udledningen, fordi vi skal bruge mindre energi til at lave fjernvarmen, end hvis vi for eksempel brugte kul, gas eller strøm, forklarer administrerende direktør i Aalborg Forsyning Søren Gais Kjeldsen ifølge en pressemeddelelse.

Til de seks megawatt fjernvarme, som anlægget kan producere, skal Aalborg Forsyning kun bruge to megewatt strøm, mens resten af energien kommer fra det rensede spildevand.  Og renset spildevand er oven i købet en stabil forsyningskilde, for selv på en kold vinterdag, kan man trække varme ud af det og omsætte det til fjernvarme.

Udover varmepumpen bygger Aalborg Forsyning desuden en ny udløbspumpestation, der skal sikre, at renseanlægget også i fremtiden har den rette udløbskapacitet i takt med, at flere og flere husstande bliver koblet på renseanlægget.

Projektet er et led i den grønne omstilling som skal udfase kul til produktion af fjernvarme, og det glæder  rådmand og bestyrelsesformand i Aalborg Forsyning Per Clausen (EL).

- Det her er et rigtig godt eksempel på, hvilke gevinster det giver, at vi har slået Aalborg Forsyning sammen til ét selskab. Nu er det blevet nemmere at lave projekter, hvor vi udnytter synergien mellem forsyningsarterne. Med projektet på Renseanlæg Øst udnytter vi en tilgængelig ressource i form af renset spildevand og bruger det til at lave fjernvarme til forbrugerne i Aalborg. Den slags projekter vil vi se mange flere af i fremtiden, fortæller han.

Aalborg Forsyning er således allerede i gang med at planlægge et tilsvarende projekt på Renseanlæg Vest. Her vil der være  mulighed for at opnå helt op til 20 megawatt fjernvarme ved at udnytte varmen i det rensede spildevand.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden