Fremragende forslag fortjener opbakning
Mens Vejdirektoratet og Aalborg Kommune diskuterer, hvem der egentlig har ansvaret for, at den kommende Egholm-motorvej bliver placeret kun få hundrede meter fra diverse boligområder, er der fremlagt et forslag, som kraftigt vil mindske den støj, der bliver det største problem ved placeringen.
Imidlertid har forslaget ikke fået den opmærksomhed, det fortjener, så derfor skal det også trækkes frem her.
Forslagets ophavsmand er ikke hvem som helst, men nemlig landinspektør og tidligere professor Esben Munk Sørensen, som 8. februar fremlagde det i Nordjyske.
Forslaget går simpelthen ud på at plante skov på alle ubebyggede områder langs østsiden af den kommende motorvej lige fra Ny Nibevej og helt over til Limfjorden.
Bevoksning er i princippet ikke ret godt til at dæmpe støj, men da der, hvis forslaget virkeliggøres, bliver tale om et 300-500 meter bredt bælte af tæt skov, vil det alligevel batte en hel del, forklarer Esben Munk Sørensen på baggrund af international forskning. 300 meter skov vil dæmpe støjen med næsten 20 decibel, og det er faktisk meget.
Men det gælder jo om at komme i gang, da skov er noget, der skal have tid til at vokse. Effekten vil først for alvor sætte ind efter 20-30 år, men hvis der plantes snart, er der alligevel 10 år til at vokse i, inden motorvejen står færdig.
Esben Munk Sørensens indlæg fortjener at blive læst og ikke mindst kommenteret af kommunen, selv om borgmesteren for nylig er blevet beskyldt for ikke at ville tage stilling til noget som helst.
Der er i hvert fald ikke tvivl om, at et bredt bælte med skov er at foretrække frem for en otte meter høj støjvæg – eller langt værre, ingen støjbegrænsning overhovedet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.