AaB

Friis har fremtiden på plads om få dage

Den tidligere AaB-træner Jacob Friis prioriterer faglig fordybelse i sit næste job

Jacob Friis overvejer lige nu, hvad fremtiden skal byde på, og det er tilsyneladende ikke muligheder, som den tidligere cheftræner i AaB, mangler. Arkivfoto: Lars Pauli

Jacob Friis overvejer lige nu, hvad fremtiden skal byde på, og det er tilsyneladende ikke muligheder, som den tidligere cheftræner i AaB, mangler. Arkivfoto: Lars Pauli

FODBOLD:I forlængelse af afskeden med Jacob Friis, fortalte Hobros bestyrelsesformand Peter Christensen, at klubben gerne havde sat Friis i spidsen for det nye Hobro-projekt.

Hvis Jacob Friis havde ønsket det, var han blevet ny cheftræner i Hobro IK. Det ligger Jacob Christensen ikke skjul på. Når det alligevel blev et nej tak fra den tidligere AaB-træner, skyldes det en ret klar prioritering om, hvad fremtiden skal bruges på fra Friis' side.

- Det kunne også have været meget spændende at blive ny cheftræner i Hobro, hvor man så at sige er i gang med en frisk start. Når det endte med at blive et nej tak fra min side, så skyldes det, at jeg har prioriteret at kunne fordybe mig i spillet på banen, siger Jacob Friis.

- Hvis jeg skulle påtage mig rollen som cheftræner, ville det også have betydet mange andre opgaver væk fra banen, og for mig er det vigtigt, at mit næste job har det faglige element på træningsbanen i fokus, siger Jacob Friis, der har nydt sine seks uger i Hobro.

- Det har været skønt at komme i gang igen og mærke, at job og familie sagtens kan hænge sammen. Det har været lærerigt og meget givende for mig at være med i Hobro. Ikke mindst fordi det har været meget sundt for mig at komme til en anden klub og opleve noget anderledes, siger Jacob Friis.

Flere muligheder i spil

Der har været dialog mellem AaB's sportschef Inge André Olsen og Jacob Friis. Det vil Friis gerne bekræfte, men det er dog ikke sikkert, at det bliver til et comeback i AaB for Jacob Friis.

- Jeg har snakket med AaB om fremtiden, men jeg skal have et konkret tilbud fra folk, før det kan ende med en aftale. Jeg har flere muligheder i spil, og jeg kan heldigvis sige så meget, at jeg ikke er bange for at komme til at gå arbejdsløs rundt, siger Jacob Friis, der ikke ønsker at gå i detaljer med, hvilke job-muligheder, der har budt sig.

- Jeg har ikke skrevet under på noget endnu, men jeg kan sige så meget, at jeg føler mig privilegeret over den interesse, der har vist sig. Lige nu holder jeg alle døre åbne, siger Jacob Friis.

Han har haft en del overvejelser i forbindelse med det næste karrieretræk. Overvejelser, der tager udgangspunkt i beslutningen om at stoppe som cheftræner i AaB sidste efterår.

- Jeg har tænkt ind i ligningen, at Luna lige er begyndt i børnehave, og vi skal have vores familieliv til at fungere. Derfor skal jeg ikke tage livet af mig selv på landevejen i de kommende år. Det vil sige, at jeg ikke skal have et job, hvor jeg skal bruge tre-fire timer om dagen på transport. Det betyder også, at jeg har takket nej til job-tilbud, der lå for langt væk, siger Jacob Friis.

På sigt er det på ingen måde udelukket, at han skal have mere luft under vingerne, så et trænerjob i den anden ende af landet eller udenfor landets grænser er en mulighed.

- Det er helt sikkert noget, jeg gerne vil prøve på et senere tidspunkt, men tiden er som sagt ikke til, at vi lige nu skal til at leje vores hus ud og rykke det hele op for at flytte, siger Jacob Friis.

Den nu tidligere assistenttræner i Hobro er så langt i sine overvejelser, at han forventer en snarlig udmelding om sin fremtid.

- Jeg forventer at have noget på plads i løbet af et par dage. Jeg vil gerne have en hurtig afklaring, så jeg ikke skal bruge hele min sommerferie på overvejelser, siger Jacob Friis.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.