Frisør glæder sig til at åbne, men føler sig presset: Uprofessionel udmelding fra statsministeren
Aalborg-frisør kritiserer, at der ikke er hverken retningslinjer eller tid til at forberede sig til at kunderne kommer

Indehaveren af My & Holger, Maria Sørensen, synes der er mange ubesvarede spørgsmål om, hvordan landets frisører skal gribe arbejdet an på mandag. Arkivfoto: Lars Pauli
Mandag morgen er lige om lidt, når man er frisør, og statsminister Mette Frederiksen natten til fredag meldte ud, at flere små og mellemstore virksomheder - herunder frisører - må åbne igen mandag morgen.
Indehaveren af de tre My & Holger-saloner i Aalborg, Maria Sørensen, meldte i første omgang ud, at hun ikke kunne forsvare at åbne, før der var mere styr på både det sikkerhedsmæssige og det økonomiske - og at der er "mange frisører, der foretrak at vente til 10. maj".
- Men vi er jo nødt til at åbne, ellers går kunderne bare et andet sted hen. Jeg synes også, det er en god idé, men jeg kunne bare godt ønske mig, at det var grebet mere professionelt an fra politisk hold, siger Maria Sørensen, der blandt andet kritiserer, at statsministeren Mette Frederiksen meldte ud på sociale medier, at frisørerne kunne åbne mandag - uden der var meldt noget ud om, hvordan det skulle ske.
- Det er uprofessionelt. I stedet for at have fokus på, hvad man selv har gjort og besluttet skulle man tænke på dem, beslutningerne handler om, siger Maria Sørensen.
Fredag først på eftermiddagen forudså Maria Sørensen, at retningslinjerne kunne være på vej i løbet af dagen, men uanset er der kort tid til at gøre klar.
- Vi er i gang med at forberede os, men vi ved jo ikke, hvordan retningslinjerne bliver, siger hun og nævner nogle af de ubesvarede spørgsmål: hvor mange kan være på arbejde af gangen, hvor mange kunder må lukkes ind, hvor meget tid skal der sættes af til hver kunde og hvordan beskytter man medarbejdere og kunder?
Ønsker sig tid
Svarene er ikke kun afgørende for frisørernes økonomi - "udgifterne er jo de samme", siger Maria Sørensen, men har også rent praktiske konsekvenser, som at online-bookingen ikke tager højde for, hvis der skal afsættes ekstra tid til eksempelvis ekstra rengøring efter hver kunde.
At dømme efter nedbrudte booking-systemer og telefonkøer, så er kunderne i dén grad parate til at komme til frisør, men eksempelvis hos My & Holger er alle aftaler aflyst, så man er i gang med at sikre sig, at der rent faktisk kommer kunder på mandag, og man er derfor i gang med at kontakte kunder og svare på henvendelser.
- Det nytter jo ikke at vi gør alt muligt for at være klar, og der så ikke er kunder, siger Maria Sørensen.
- Og vi skal nok blive klar, men vi ville bare godt have haft tid til at forberede os ordentligt, siger hun og peger på, at eksempelvis skoler og børnehaver fik tid til at gøre klar til genåbningen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.