Genfejl eller forgiftning? Biologens bud på spækhuggerens genopstandelse

Kirstin Anderson Hansen har fulgt spækhuggeren i Limfjorden tæt. Nu leder hun efter en forklaring på, hvorfor hvalen pludselig ser ud til at være i god form igen

Efter at have talt ned til dens død i mere end fire uger, var spækhuggeren pludselig i fuldt firspring onsdag. <i>Arkivfoto: Torben Hansen</i>

Efter at have talt ned til dens død i mere end fire uger, var spækhuggeren pludselig i fuldt firspring onsdag. Arkivfoto: Torben Hansen

LIMFJORDEN:En neurologisk sygdom? En genfejl? En forgiftning, der er gået i hjernen?

Lige nu gennemgår Kirstin Anderson Hansen alle de teorier, hun kan komme på for at give en forklaring på, hvordan en spækhugger kan ligge bomstille i over fire uger - mens alle har talt ned til dens død - for derefter tilsyneladende frisk og frejdig at svømme rundt i Limfjorden og hapse sild og hornfisk.

Kirstin Anderson Hansen er havbiolog og leder af forskning hos Fjord & Bælt i Kerteminde. Hun har over 30 års erfaring med havpattedyr og har de seneste uger fulgt spækhuggeren i Limfjorden tæt. 19. april var hun helt tæt på det store dyr, da hun hoppede i vandet for at undersøge den nærmere. Allerede dengang var det et mysterium, og Kirstin Anderson Hansen troede da heller ikke helt på det, da hun onsdag hørte, at spækhuggeren havde forladt sin plads og rent faktisk svømmede rundt og så ud til at være nogenlunde fit for fight.

- Da jeg var ude ved den, kunne den ikke rokke hovedet, løfte halen eller bevæge sine finner. Nu havde den ligget helt stille i næsten fem uger uden mad eller vand. At den så lige pludselig skulle svømme videre, har jeg aldrig hørt om i forhold til hverken spækhuggere eller andre dyr. Derfor skulle jeg også se video af det, før jeg troede på det, fortæller havbiologen, der siden har været i kontakt med hval- og spækhuggereksperter fra andre dele af verden. Heller ingen af dem har nogensinde set noget lignende.

- Det er helt vildt så hurtigt, den tilsyneladende er kommet sig. Bare se rygfinnen, der allerede i går (onsdag) var begyndt at rejse sig igen. På andre delfinarter vil det tage flere måneder.

Rask udenpå

Allerede da Kirstin Anderson Hansen i april var tæt på spækhuggeren, var der mange ting, der undrede hende.

19. april sejlede Kirstin Anderson Hansen (bagerst) sammen med vildtkonsulent Ivar Høst og en kollega fra Fjord & Bælt ud for at tilse spækhuggeren. <i>Foto: Torben Hansen</i>

19. april sejlede Kirstin Anderson Hansen (bagerst) sammen med vildtkonsulent Ivar Høst og en kollega fra Fjord & Bælt ud for at tilse spækhuggeren. Foto: Torben Hansen

- Den kunne øjensynligt ikke bevæge sig, men på alle andre måder virkede den frisk. Dens udblæsning var stærk og god, og man kunne intet høre på lungerne, som man normalt vil kunne på en syg hval. Den kommunikerede også med sin kliklyde, som en normal spækhugger ville gøre. Den kunne bare ikke bevæge sig, forklarer biologen.

- Jeg hælder mest til, at den har en form for neurologisk lidelse, der gør, at den pludselig kan gå fra at svømme rundt til pludselig ikke at kunne bevæge sig. Det kan måske være på grund af en genfejl, forurening eller noget den har spist, som har forgiftet den og er gået i hjernen på den, lyder vurderingen.

- Det er jo tredje gang vi har set den her besynderlige adfærd hos den samme spækhugger. Først ved Øster Hurup i november var det kun få dage, men der var der en storm, der hjalp den på vej, ved Hals blev den skubbet fri, men hvad der har trigget den til at svømme videre denne gang, ville jeg virkelig gerne vide.

Måske på grund igen

Selvom hun håber på, at genopstandelsen betyder, at spækhuggeren kommer til kræfter igen og med tiden svømmer ud af fjorden og slutter sig til andre artsfæller, tør Kirstin Anderson Hansen ikke spå om noget som helst.

- Men med den historik den har, vil jeg ikke blive overrasket, hvis vi ser den gå på grund igen om nogle dage. Jeg håber det ikke, men det vil ikke være overraskende.

Mens det ikke var muligt at lave flere undersøgelser, end man gjorde, da spækhuggeren lå stille, kan Kirstin Anderson Hansen godt ærgre sig lidt over, at man ikke satte en form for GPS-tracker på hvalen, der ville gøre det markant lettere at følge dens færden.

- Man kan altid være bagklog, men der var intet, der tydede på, at den nogensinde ville svømme videre. Samtidig er det en omfattende proces at sætte en tracker på en hval. Det kan tage flere måneder at få lov til, da det er et meget invasivt indgreb, hvis man vil sætte noget på, der kan følge den gennem længere tid, forklarer havbiologen, der fortæller, at monteringen af en tracker ville kræve, at man borede gennem spækhuggerens rygfinne og boltede en sender fast.

- Men jeg kunne godt forestille mig, at man ville prøve med en sugekopmonteret sender, hvis den går på grund igen. Så vil man måske kunne følge den i et par dage, hvis den laver samme nummer, fortæller hun.

Wauw-oplevelse

Mens spækhuggeren har sat gang i tankerne hos forskere og biologerne, er der formentlig ingen, der kan give en klokkeklar forklaring på den besynderlige adfærd, før spækhuggeren dør - og det altså lykkes at bjærge kadaveret til obduktion.

- Det ville have været genialt, hvis jeg havde kunnet tage en blodprøve, da jeg var nede ved den. Det er desværre bare ikke muligt på en levende spækhugger i vand. Den fejler helt klart et eller andet, men hvad det er, får vi kun svar på, hvis vi kan komme til at skære i den. Det vil være vildt spændende, men jeg håber stadig på, at den har snydt os allesammen og lever videre, siger Kirstin Anderson Hansen, der trods sin stilling som forskningsleder også sagtens kan charmen i det, når man ikke kan forske sig frem forklaringer på alt det, naturen byder på.

- Det har virkelig været en wauw-oplevelse at følge spækhuggeren. Forhåbentlig kan dens adfærd lære os noget, men under alle omstændigheder er det en fascinerende historie, konstaterer hun.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden