Gode anmeldelser var ikke nok: Løvens Hule-iværksætter opgiver Nørresundby-virksomhed

Brugerne var begejstrede, og det var investorerne formentlig også, da de i sin tid valgte at investere i konceptet

Jakob Neua Nørgaard er kendt som iværksætteren bag Penneo og Estaldo, hvor sidstnævnte var en del af Løvens Hule i 2022. <i>Arkivfoto: Martin Damgård</i>

Jakob Neua Nørgaard er kendt som iværksætteren bag Penneo og Estaldo, hvor sidstnævnte var en del af Løvens Hule i 2022. Arkivfoto: Martin Damgård

I første version af denne artikel var der valgt et billede, som kunne skabe tvivl om, hvorvidt det er virksomheden Estaldo, der er taget under frivillig likvidation. Nordjyske har skiftet billedet og beklager.

NØRRESUNDBY:Selve idéen var god, og anmeldelserne af MinRecept.dk på Trustpilot fortæller en historie om et efterspurgt produkt med en god service. Alligevel er virksomheden bag MinRecept.dk taget under frivillig likvidation.

Det betyder med andre ord, at virksomheden lukker.

Det er omtrent tre år siden, at Aalborg:Nu for første gang beskrev iværksætteren Joakim Skak og hans idé om at levere p-piller til døren. Dengang havde forretningen kunder rundt om i hele landet, og ambitionen var at udvide sortimentet og begynde at kigge mod udlandet.

Den drøm er nu brast. Ud fra virksomhedens regnskaber kan man konstatere, at virksomheden endnu ikke har formået at tjene penge. Dermed kunne det tyde på, at ejerkredsen har truffet beslutningen om at likvidere virksomheden på grund af manglende indtjening.

Hverken den afgåede bestyrelsesformand, Kristian Busk Mouritzen, eller den aalborgensiske investor, Jakob Neua Nørgaard, har ønsket at kommentere sagen af hensyn til stifterne, der "tog en chance som iværksættere, men bare ikke nåede i mål og har taget konsekvensen med oprejst pande og blot ser fremad herfra".

Stifteren opgav projektet

I 2020 fik virksomheden ny ejerkreds. Det betød blandt andet, at direktionen, der hidtil kun bestod af stifteren og den administrerende direktør, Joakim Skak Mikkelsen, fik selskab af Niels Jørgen Korsholm, Kristian Busk Mouritzen og Aalborg-iværksætteren Jakob Neua Nørgaard. Sidstnævnte er blandt andet kendt for at have stiftet virksomhederne Penneo og Estaldo.

Lidt over halvvejs gennem 2020 valgte stifteren at træde ud af selskabet både som direktionsmedlem og som en del af ejerkredsen.

Dermed stod den nye ejerkreds alene med projektet om at skabe en god forretning ud fra iværksætternes oprindelige idé. Investorerne har nu to år senere opgivet foretagendet.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.