Goodiebags, rød løber og et grønt europakort: Så er sommerferien skudt i gang
Søndag kunne rejseselskabet SunCharter sende årets første charterfly til Grækenland
Opdateret 20. maj 2022 kl. 14:25
NØRRESUNDBY: Ikke siden oktober 2020 har nordjyderne kunnet flyve på charterferie til Grækenland fra Aalborg Lufthavn.
Derfor var der også gjort noget ekstra ud af søndagens afgang til Kreta - kaffe og kage ved gaten, en goodiebag til alle rejsende og en rød løber ud til det ventende fly.
- Det er mange måneder at styre rejselysten, og vi kunne da godt mærke, at nok har vi som rejsebureau længtes efter at komme i luften igen - men vores kunder har altså også længtes efte at komme på ferie, lyder det fra Tina Andersen, der er ferierådgiver hos SunCharter, der stod for dagens afgang.
Sammen med et par kolleger var hun taget i lufthavnen for at sende de 108 passagerer af sted med lidt ekstra spektakel.
- Og det virkede vist godt. Der var masser af smil, folk virkede glade og tilpasse, og de var positivt overraskede over, at vi gjorde noget ekstra ud af afgangen, siger Tina Andersen.
- Vi har haft denne her weekend i kikkerten længe, fordi regeringen jo længe har sagt, at det ville være en skæringsdato. Men samtidig har vi ikke for alvor turdet håbe på, at det virkelig ville kunne lade sig gøre at sende turister af sted igen. Så det er en kæmpe forløsning, uddyber hun.
Denne første flyvning til Grækenland falder ikke bare sammen med begyndelsen på skolernes sommerferie - den falder også sammen med, at Udenrigsministeriet netop har opdateret sine rejseanbefalinger og i den anledning iklædt det meste af Europa nogle langt mere rejsevenlige farver: Grøn og gul.
Grøn betyder, at man som rejsende skal være opmærksom på samme måde, som man ville være det i Danmark, mens gul betyder, at man skal være lidt mere forsigtig, når det kommer til smitterisiko.
De seneste måneder har europakortet hovedsageligt været orange og rødt, hvilket betyder, at Udenrigsministeriet helt eller delvist fraråder rejser til det pågældende land.
På det opdaterede kort er Grækenland iklædt den grønne farve, og for SunCharter-turisterne, der lettede søndag eftermiddag, er der en særlig ting at glæde sig til ved ankomsten på Kreta:
- Grækenland har netop droppet kravet om at bruge mundbind udendørs. Det betyder altså, at man kan bevæge sig mere frit nu og ikke behøver gå rundt med mundbind i 35 graders varme, siger Tina Andersen fra SunCharter.
Mundbindet skal dog stadig bruges visse steder indendørs.
Se flere billeder fra afgangshallen i Lufthavn Lufthavn her:
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.