Grønt lys til gigantisk genbrugsplads i Aalborg
Aalborg Byråd har sagt god for Nordjyllands Ressourcepark
Opdateret kl. 09:38
En ny og meget stor genbrugsplads. En genbrugsbutik med byttebørs og en erhvervspark.
Det har Aalborg Byråd nu givet grønt lys for ved at sige ja til etableringen af Nordjyllands Ressourcepark.
Aalborg Kommune står bag projektet til 427 millioner kroner sammen med affaldsselskabet Nordværk. Nordjyllands Ressourcepark skal etableres nord for Nordværks nuværende hovedkvarter på Troensevej i Aalborg Øst.
- Nordjyllands Ressourcepark bliver Aalborg Kommune og hele Nordjyllands samlingspunkt for genbrug, cirkulær økonomi og bæredygtig innovation. Her forener vi borgere, erhvervsliv og uddannelsesinstitutioner for at fremme genbrug og udvikle nye, grønne løsninger. Det siger Anna Aaen, som er rådkvinde i Klima og Miljø i Aalborg Kommune, i en pressemeddelelse fredag morgen.
Den nye genbrugsplads skal indrettes, så det bliver så nemt som muligt at aflevere ting til genbrug. Dertil kommer så en genbrugsbutik og en byttebørs, så brugte ting kan få nyt liv. En anden tanke med parken er at etablere et torv, hvor der kan eksperimenteres med genbrug og upcycling. Desuden kommer der logistik- og driftscenter for affaldsindsamlingen, administrative kontorer og ikke mindst ambitionen om at gøre stedet til et samlingspunkt for erhvervsliv, der arbejder med at udvikle cirkulære forretningsmodeller og grønne løsninger.
- Parken skal være et sted, hvor borgere, virksomheder og uddannelsesinstitutioner mødes for at udveksle idéer og udvikle løsninger, der rækker langt ud over Aalborgs grænser. Målet er, at Nordjyllands Ressourcepark bliver en drivkraft for den grønne omstilling – et sted, hvor vi både skaber værdi af det, vi ellers ville smide ud, og samtidig inspirerer til mere bæredygtige valg i hverdagen, siger Lisbeth Lauritsen, bestyrelsesforkvinde i Nordværk.
Det nye center skal erstatte Nordværks driftsafdeling på Over Bækken 2 i Aalborg, hvor affaldsindsamlingen i Aalborg Kommune har holdt til siden slutningen af 1800-tallet.
Første spadestik til Nordjyllands Ressourcepark ventes at kunne tages i slutningen af 2027, og efter planen står det 45.000 kvadratmeter store center klar i 2030.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.