Luftkrig på flyrute til København får konsekvenser
Færre flyvninger mellem Nordjylland og København - billetpriser stiger
Opdateret kl. 19:15
NORDJYLLAND: Med tre flyselskaber, der flyver mellem Aalborg og København, er konkurrencen benhård.
Det har fået et af flyselskaberne - DAT - til at skære ned på sine flyvninger på ruten. Selskabet har droppet flyturene på de fleste hverdage og flyver nu kun fredag, lørdag og søndag.
Skal man flyve fra Aalborg og København på ugens fire første hverdage, må man vælge SAS eller Norwegian.
Billetpriser for lave
DAT-direktør Jesper Rungholm siger:
- Midt på dagen, hvor vi fløj, sætter Norwegian sine billetpriser så lavt, at vi ikke kunne opnå de sædepriser vi vil have. De priser skal i gennemsnit ligge på fra 500 til 1000 kroner.
- Så er det bedre at bruge det DAT-fly til vores rute fra Bornholm til København, konstaterer han.
Fortsætter i Aalborg
Interessen for at flyve med DAT mellem Aalborg og København har ellers været fin, men priskonkurrencen gjorde det urentabelt på de fleste hverdage i ugen.
- Vi har været tilfredse med belægningen - antallet af passagerer - men gennemsnitsprisen på billetterne var for dårlig, siger Jesper Rungholm.
Derimod er DAT-flyvningerne på ruten mellem Aalborg og København fredag, lørdag og søndag en bedre forretning, ifølge direktøren.
Han understreger, at DAT ikke har planer om at droppe Aalborg Lufthavn helt.
Tur-retur for 600 kr.
De færre hverdagsflyvninger mellem Aalborg og København vil typisk betyde højere billetpriser.
- Der har allerede været en glidende prisstigning på flybilletter på ruten, primært på grund af stigende efterspørgsel, siger redaktør Ole Kirchert Christensen fra luftfartsmediet check-in.dk.
Tidligere kunne man finde flybilletter fra Aalborg til København til omkring 600 kr. tur-retur, hvis man var heldig, men mindsteprisen for sådan en returbillet ligger nu typisk på 1000 kr. eller højere.
Overskud fra dag ét
Da DAT i sommeren 2020 startede flyvninger mellem Aalborg og København - midt under corona-pandemien - var det en god forretning.
- Det er første gang jeg har oplevet, at en flyrute gav overskud fra dag ét, siger Jesper Rungholm.
Dengang var DAT størst på København-ruten, men det ændrede sig, da både SAS og Norwegian genoptog sine flyvninger i stort omgang.
Billetpriserne blev presset ned, og DAT har løbende skruet ned for antallet af flyvninger på ruten fra Aalborg til København. Og nu flyver man altså kun fredage og i weekenden.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.