Justitsminister om hærværk mod jødisk kirkegård i Aalborg: Det er dybt beskæmmende

Politiet har mistanke om, at en højreradikal bevægelse er involveret

Der var smidt maling på muren udenfor kirkegården. Foto: Henrik Louis.

Der var smidt maling på muren udenfor kirkegården. Foto: Henrik Louis.

Opdateret klokken 14:48 med kommentarer fra justitsministeren.

Søndag morgen har en eller flere personer udført hærværk mod den jødiske kirkegård på Sankt Jørgens Gade i Aalborg.

- Ukendte personer havde smidt rød maling, som formenligt skulle symboliserer blod, på en mur ved kirkegården, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Henrik Beck.

Derudover havde de smurt to dukker ind i rød maling. Den ene dukke var smidt ind på gravpladsen, og den anden lå på fortorvet udenfor.

Der var også sat plakater op med antisemitiske tekster, underskrevet Nordfront. Nordfront er en højreradikal bevægelse, som tidligere har været involveret i lignende hændelser.

- Vi har en mistanke om, at Nordfront har noget med det at gøre, men vi har ikke mistanke til nogen enkeltpersoner, siger Henrik Beck.

På deres hjemmeside skriver Nordfront, at det er aktivister fra Den Nordiske Modstandsbevægelse, som står bag hændelsen.

Derfor bliver hærværket også efterforsket som en hadforbrydelse, oplyser politiet.

Justitsminister Nick Hækkerup (S), har også reageret på hærværket.

- Hærværket mod den jødiske begravelsesplads i Aalborg er oprørende og dybt beskæmmende, skriver justitsministeren i en mail til Nordjyske.

- Regeringen er meget optaget af at sikre den nødvendige beskyttelse for det jødiske samfund og de jødiske institutioner og af, at myndighederne fortsætter arbejdet med at bekæmpe antisemitisme, når den viser sit grimme ansigt. Regeringen arbejder lige nu på en national handlingsplan mod antisemitisme, som skal modvirke, at antisemitismen slår rødder og spreder sig i Danmark, skriver Nick Hækkerup.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.