Hævnen er sød - og temmelig sjov

Vi er næsten helt nede og kysse scenegulvet og så tæt på begivenhederne, at man får lyst til at klappe helten opmuntrende på skuldrene. Vi er i teateret i dets grundform, hvor scener og karakterer skabes nærmest ud af den blå luft.

Traditionen tro kan man starte decemberræset med årets juleklassiker på Himmerlands Teater, og samtidig for en stund glemme krig, klimakrise og aktuelle tragedier og i stedet slippe latteren løs i et par timer, bl.a. til lyden af fuldstændig ufortjent sildesalat.

Hvordan det lige lyder kan ikke beskrives med ord – men man er ikke i tvivl, når man hører det.

Årets aflevering fra Farcekompagniet, der har gjort det til sit speciale at omskrive store klassiske værker til rendyrket farce, er Greven af Monte Cristo – den ultimative historie om hævn for ondskab og uretfærdighed.

Romanen fra 1844 af Alexandre Dumas står næppe på reolen i ret mange drengeværelser nu om sunder, et lidt trist faktum. For her er der godt nok smæk for alle skillingerne i et kringlet og langstrakt eventyr om Edmund Dante, der ung og uforfærdet, på selve dagen for sit bryllup med den smukke Mercedes, bliver offer for et ledt og lumpent komplot og kastes uskyldigt i fængsel.

Det viser sig at være alt for let at slippe af med personlige fjender, når et betændt politisk system dømmer for egen vindings skyld.

Men vor helt vender skæbnen til sin fordel, godt hjulpet af en hemmelig skat og af snobbede omgivelsers falden på halen for en selvsikker, men falsk, og ikke mindst styrtende rig, identitet. Dante vender frygteligt tilbage. Han vil hævne sig.

Dette er naturligvis kun en meget overfladisk gennemgang af den brogede handling, der også udmærker sig ved et særdeles omfattende persongalleri. Det er der naturligvis ikke plads til på det lille teater i Hobo, selvom de 14 vigtigste karakterer i romanen vistnok spiller med.

Men der er plads til at slippe fantasien løs, og man kan være sikker på at komme i selskab med et lattermildt publikum. De kommer til teaterfitness for at motionere lattermusklerne, og er klar til at grine af den smågale genialitet på scenen. Etver befriende i sig selv.

Fem skuespillere render ud og ind i højt tempo og spiller alle rollerne. Med enkle virkemidler skiftes der scene, lige fra fangekældrene på øen If til fornemme herskabsboliger i Paris, åbent hav og et signaltårn, datidens svar på cyberkrig, hvorfra falsk information lokker skurkene i en fælde.

Timing er alfa og omega i en farce, og her sidder den lige i skabet. Præcision er en dyd, de behersker i Hobro. Desuden ser vi skuespillere med mod og virkelyst, klar til at bruge alle farcens kneb og lade morskab udspringe af overdrevne grimasser og stemmeføring. Og til et lumsk, sigende blik til publikum.

Det er teater blot til lyst – selvom Dumas havde mere på hjerte om tiden efter Napoleon, med fortsat politisk røre i Frankrig og flere forsøg på statskup, og den politiske uro er fundamentet for handlingen.

Men det er de alment menneskelige temaer som bedrag, forræderi, kærlighed, retfærdighed og hævn, der styrer løjerne, og der er heldigvis god gammeldags bøllebank til skurkene, hvorefter vor helt kan leve lykkeligt til sine dages ende.

Alle fem medvirkende på scenen slider og slæber med at få det hele til at klappe. Skal vi helt uretfærdigt fremhæve én må det blive Kirstine Hedrup der giver den hele armen og endda formår at lade to af sine mange roller diskutere bag scenen mens hun skifter tøj.

Men hele holdet gør det fremragende, og giver publikum en unik totaloplevelse i det lille, hyggelige teater.

Når der skal deles julestjerner ud, fortjener forestillingen de fire for genial gendigtning, iscenesættelse og udførelse. Den femte stjerne kommer med for det imponerende håndværk.

Forestillingen gør dygtigt en dyd ud af bygge humor på tragedie. Og det har vi i den grad brug for.