Hans Abrahamsens klangdigt lyste koncertsalen op indefra

"Abrahamsen, Strauss"

Aftenens eneste to programpunkter havde mange berøringsflader. Begge var de baseret på litterære forlæg, og begge havde de en solist i den fortællende rolle, som skulle tegne dramaets centrale figur, Shakespeares Ofelia i Hans Abrahamsens ”Let me tell you” efter Griffiths roman af samme navn, og Cervantes’ Don Quixote i Richard Strauss symfoniske digt.

Det der adskiller de to værker er de 125 år, der er imellem deres tilblivelse, og så de vidt forskellige virkemidler, de to komponister har benyttet sig af for at give deres respektive hovedpersoner musikalsk form.

Richard Strauss tager romanens hændelsesforløb og oversætter den næsten programmatiske til musikalsk form, men bidrager også med en rig karaktertegning af hovedpersonerne, Don Quixote og Sancho Panza, som vi også kender det fra filmmusikkens univers.

Hos Hans Abrahamsen er filosofien en helt anden. Her fungerer orkestret som klangbund for Ofelias skiftende sindsstemninger i dramaet om Hamlet, fra den spirende forelskelse frem mod den store kærlighed, opløsningen og selvmordet.

Orkesterstilen er nøgtern og baseret på brugen af rene, orkestrale klangfarver, præget af stor enkelhed og lysende transparens. Kun momentvis brydes de smukke, hypnotiserende klangflader af bevægelser og større dynamiske udsving, inden vi igen vender tilbage til de sitrende klangflader.

Den strenge orkestersats stod smukt og afbalanceret i alle faser, lysende og vibrerende, stramt sat i scene og styret af Schønwandt.

Sopranen Sofie Elkjær Jensen fokuserede de orkestrale klangflader forløb med sin varme timbre, rent og klart i udtrykket, uden at man dog fik noget klart indtryk af det tekstlige indhold, som i stedet kom til udtryk i orkestrets skiftende klangpaletter.

Kontrasten til Strauss og hans ”Don Quixote” var interessant. Strauss’ orkestrering er lige så eminent som Abrahamsens, men med det formål at skildre handlingen i dramaet og afspejle hovedpersonernes karakterer, på samme måde som en romantisk lied ville gøre det.

Don Quixotes figur var lagt i hænderne på den armenske cellist, Narek Hakhnazaryan, som vi sidst hørte for et års tid siden i Tjajkovskijs rokokko-variationer. Hans karaktertegning af den ædle Don Quixotes kampe og hans drømmene om hjertets udkårne, Dulzinea, var både gribende og præget af en helt egen vemod.

Også solo-bratschist Evdokia Ershova spillede sin rolle som Sancho Panza totalt in character, barokt og prosaisk i udtrykket, en perfekt kontrast til den lyriske drømmer Quixote.

Også i Strauss var Schønwandt her, der og alle vegne, de orkestrale karaktertegninger var præcise, og kontrollen med orkestergrupperne svigtede sjældent. Strauss’ smukke orkestrale klangfarver fremstod lysende og transparente i alle dramaets faser.