Havari skabte kæmpekø - politi mistænker bilist
Trafikken ved Limfjordstunnel generet i myldretid

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
AALBORG:Kort før kl. 16 onsdag - lige midt i myldretiden - udløste to havarerede biler lige nord for Limfjordstunnelen endnu mere kø, end bilisterne på strækningen ellers er vant til på det tidspunkt.
Havarierne betød, at Nordjyllands Politi spærrede det højre spor af i en god halv times tid, mens bilerne blev fjernet.
Derudover viste det sig, at føreren af den ene af bilerne, en yngre mand, ikke havde den store lyst til at tale med politiet.
- Han havde lidt travlt med at komme væk. Vi fik fat i ham, og vi har mistanke om, at han havde kørt bil under påvirkning af euforiserende stoffer, så han blev anholdt og taget en tur med på sygehuset for at få taget en blodprøve. Derefter blev han løsladt, oplyser vagtchef Jesper Sørensen fra Nordjyllands Politi.
På et tidspunkt oplyste Vejdirektoratet, at havarierne nord for tunnelen havde udløst en lang kø syd for fjorden med forlænget rejsetid på op mod en time.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.