Våbenloven

Havde pistol med skarpe skud: Tre mænd idømt fængsel

En fjerde tiltalt mand blev ved Retten i Aalborg frifundet for våbenbesiddelse

Arkivfoto
Arkivfoto

AALBORG: Tre mænd på henholdsvis 27, 30 og 40 år er ved Retten i Aalborg blevet dømt for ulovlig våbenbesiddelse.

Det oplyser anklager Eva Madsen, Nordjyllands Politi.

Den 30-årige mand er tidligere dømt for våbenbesiddelse og skal 10 måneder i fængsel som en tillægsstraf for en tidligere dom for anden kriminalitet, den 40-årige skal seks måneder i fængsel, mens den 27-årige fik to måneders fængsel samt udløst en reststraf fra anden kriminalitet.

De tre var alle tiltalt efter straffelovens paragraf 192 a, der automatisk udløser mindst to års fængsel til de personer, der dømmes efter paragraffen. Alle tre nægtede sig skyldige under retssagen.

De var alle sammen med en fjerde person - en 29-årig mand, der blev pure frifundet - tiltalt for at have været i besiddelse af en pistol af mærket Margo kaliber 22 med skarpe patroner ved flere lejligheder i dagene 10-11. oktober 2018.

Af anklageskriftet fremgår også, at de tre dømte skulle have haft pistolen på offentligt tilgængeligt område.

Det blev de af retten frifundet for, og det kan have været medvirkende årsag til, at de tre blev dømt efter våbenlovens paragraf 1 og ikke straffelovens paragraf 192 a, der ellers skærper våbenloven og automatisk giver mindst to års fængsel for ulovlig våbenbesiddelse.

De tre dømte blev også fundet skyldige i at have haft et ulovligt slagvåben, ligesom den 40-årige derudover blev dømt for at have haft et større lager af skarpe skud - blandt andet til pistolen, men også flere jagtpatroner.

Den 40-årige blev også dømt besiddelse af lidt hash og lidt MDMA til eget brug.

Den 30-årige, der ligesom de to andre dømte har siddet varetægtsfængslet i længere tid, blev også dømt for at have haft en peberspray. Retten bestemte, at han skal fortsætte med at sidde varetægtsfængslet, indtil dommen kan afsones. Han modtog dommen.

De to andre dømte udbad sig begge betænkningstid med henblik på en eventuel anke af dommene.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden