Arkitektonisk perle til millioner lider stille død
Senest medio august er havnebadet helt væk fra kajen ved Aalborg Havn
Opdateret kl. 20:19
En arkitektonisk perle til mellem 12 og 13 millioner kroner forsvinder nu - bid for bid.
Det er Havnebadet på havnefronten, der i disse og de kommende dage bliver pillet ned.
- Lige nu er vores entreprenør på nedrivningen af havnebadet i gang med at fjerne alt det, der ligger oven vande. Vi regner så med, at det sidste, der sker, er, at de forankringspæle, som havnebadet har hvilet på under vandet, bliver fjernet i dagene mellem 12. og 16. august. Så er vi nemlig klar til at tage mod skibene, der kommer til Aalborg Regatta, fortæller stadsgartner Kirsten Lund Andersen, Aalborg Kommune.
Aalborg Regatta løber af stablen i dagene fra 21. til og med 25. august, så der skal arbejdet med fjernelsen af havnebadet være overstået.
I øjeblikket går en medarbejder fra firmaet Vesta Fjord og fjerner blandt andet de store mængder af isoleringsmaterialer, der er i byggeriet.
Vesta Fjord er underentreprenør for Munck Havne & Anlæg, der har entreprisen med at rive det nedslidte havnebad ned.
- Al indmaden er efterhånden blevet pillet ud, og det er i høj grad lykkedes at få genbrugt isoleringen, fortæller tømrer Christian Frederiksen fra Vesta Fjord.
Ifølge Nordjyskes oplysninger er alle de mange pontoner, der har båret konstruktionen, blevet solgt videre til brug i andre maritime anlæg.
Kirsten Lund Andersen kan bekræfte, at der har været stor interesse for pontonerne, men hun er ikke helt opdateret på salget af dem.
- Pontonerne bliver i den kommende tid sejlet til Tunnelhavnen, hvorfra de skal fragtes videre til deres nye destinationer, lyder det fra Christian Frederiksen.
I starten af næste uge kommer en flydepram med kran og klo, som skal fjerne alt det udvendige træværk oven vande, og medio august skulle havnebadet så endegyldigt være forsvundet fra fjordens overflade.
Det arkitekttegnede havnebad blev opført i 2011 til en pris på mellem 12 og 13 millioner kroner med millionstøtte fra blandt andet Lokale- og Anlægsfonden.
Havnebadet løb gennem årene ind i en del udfordringer - bl.a. var der en overgang rotter i vandet og flere gange måtte badet også lukke på grund af for mange bakterier i vandet.
Det har så ført til, at flere og flere har valgt friluftsbadet ved Vestre Fjordpark til en dukkert frem for havnebadet, der efterhånden blev brugt af ret få gæster.
I 2022 blev det besluttet at forsøge at sælge havnebadet, fordi der ventede en regning i omegnen af fire millioner kroner for en renovering af badet, der efterhånden var endt i en ringe forfatning.
Aalborg Kommune har forsøgt at sælge havnebadet samlet, men det har ikke givet resultat og nu pilles det altså ned - med en regning på op mod tre millioner kroner for nedrivningen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.