Helle bad Kattens Værn om hjælp: - Jeg sendte mine katte i døden

Katteinspektør: Kattemor og killinger havde kuglerunde øjne og var ikke tamme

 <i>Privatfoto</i>

Privatfoto

BRØNDERSLEV:Da 61-årige Helle Nielsen fredag i sidste uge afleverede sin lille kattefamilie til Kattens Værn, stolede hun på at organisationen ville sørge for nye, gode hjem til kattene. I stedet blev de aflivet med det samme.

Helle Nielsen må højst have to katte i sin lejlighed i Brønderslev, og det havde hun allerede, da en højgravid hunkat for fem måneder siden dukkede op i hendes have, og hun lod den komme med ind.

- Samme nat fik missemor fire killinger, og jeg kunne jo ikke sætte en kat med fire nyfødte killinger ud. Jeg er sådan én, der elsker dyr, siger hun.

Helle Nielsen, Brønderslev: Jeg tilgiver aldrig Kattens Værn for det her. <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Helle Nielsen, Brønderslev: Jeg tilgiver aldrig Kattens Værn for det her. Foto: Claus Søndberg

Da viceværten i sidste uge opdagede, at Helle havde for mange katte, fik hun nogle dage til at skille sig af med dem.

- Jeg prøvede at komme af med dem til familie og venner, og jeg prøvede også via Facebook. Der var nogle, der sagde ja, men de sprang fra igen, fortæller Helle Nielsen.

Desperat ringede hun fredag eftermiddag til Kattens Værn i Aalborg og bad dem hente kattemor og de fire store killinger.

 <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Foto: Claus Søndberg

Kattens Værns katteinspektør, Christian Poulsen, var i Aalbæk, da Helle Nielsen ringede til Kattens Værn, og selv om det var tæt på lukketid, blev han enig med sig selv om, at han godt lige kunne køre omkring Brønderslev og hente Helles katte.

- Hun sagde, at kattene var tamme og sad i en transportkasse. Det lød som en rutineopgave, fortæller Christian Poulsen.

Men da han trådte indenfor hos Helle Nielsen, var det ikke en rutineopgave, der ventede ham.

Kuglerunde øjne

- Kattene sidder ikke i et transportbur. I en mellemgang sidder der en lille tynd mormis med kuglerunde øjne. I vores verden betyder der, at katten er helt vildt stresset. Men jeg har været i det her game i 15 år, så jeg tager det stille og roligt, beretter han.

Kattemor lader sig narre ind i Christian Poulsens medbragte bur, men så let går det ikke med killingerne.

Når Helle får fat i én af dem, kradser den, river sig løs og løber ind under dobbeltsengen, i samme øjeblik, den får øje på den fremmede mand.

- Og det sker faktisk med alle fire killinger, fortæller Christian Poulsen. 

Han og Helle har et farligt mas med at få indfanget killingerne, men det lykkes dog til sidst. Tre af killingerne tager Christian Poulsen med en snare, hvilket er sidste udvej ved indfangning af katte.

- Alle killingerne har kuglerunde øjne af stress. Jeg siger til hende, at jeg tager dem med til vurdering, men jeg tager sådan set allerede vurderingen, mens jeg er hos hende. Er der noget, jeg helst vil undgå, er det aflivning, men jeg er også realistisk og ser på kattens tarv. Havde kattene haft den mindste mulighed for at blive tamme og komme ud til nye familier, havde jeg taget dem med på internatet. Men de ville komme til at sidde i et bur i tre måneder, og så var det endt med aflivning alligevel, siger Christian Poulsen.

- De fik ikke en chance

Helle Nielsen ringer til Christian Poulsen senere fredag for at høre, hvordan det er gået med kattefamilien.

- Jeg vil ikke lyve, så jeg siger, at de ikke klarede den, beretter han.

Helle bliver stærkt chokeret.

- Hvorfor lod de dem ikke få en chance weekenden over, så de kunne falde til ro? De var skidebange, da de blev proppet i burene, men ellers var de søde og kælne, siger Helle Nielsen.

- De fik ikke en chance. Jeg har sendt dem i døden.

Mandag ringede hun igen til Kattens Værn og spurgte ind til aflivningen af kattefamilien og skældte ud.

Kattefamilie

Ikke egnede til formidling

Det var Janne, som ikke vil have sit efternavn frem, der tog telefonen, da Helle ringede, både fredag og mandag. 

- Hun har selvfølgelig nogle følelser for kattene, men det er ikke dyreværnsmæssigt forsvarligt at sende dem videre, når de ikke er tamme, siger Janne.

Helle Nielsen græder, når hun fortæller om kattenes skæbne. <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Helle Nielsen græder, når hun fortæller om kattenes skæbne. Foto: Claus Søndberg

Janne har ikke selv set kattefamilien fra Brønderslev, men tvivler ikke på Christian Poulsens vurdering.

- Christian har kørt som inspektør i 15 år, og han kan sagtens vurdere, hvornår man skal aflive og hvornår katte kan komme videre, siger Janne.

Hun forsikrer, at man ikke skal frygte for at aflevere en kat til Kattens Værn:

- Alle katte bliver vurderet på tamhed. Hvis de er tamme og raske, bliver de ikke aflivet.

Christian Poulsen fastholder, at Helle Nielsens katte ikke var tamme.

- Jeg har fat i cirka 800 katte om året. Tirsdag var jeg i Aalborg for at indfange en kat, som anmelderen ikke kunne nærme sig. Han mente, den var vild, men da jeg kom, sad den og miavede, og det betyder, at den er tam. Og ganske rigtigt: Den var øremærket og er nu kommet tilbage til sin ejer, fortæller Christian Poulsen.

Omvendt opfatter han de angiveligt tamme katte hos Helle Nielsen i Brønderslev som vilde.

- Men en vild kat kan godt være tam over for den, der fodrer den, og vild overfor alle andre, siger han.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Kendt kok skal i retten: Her er tiltalen
Luk