Erhverv

Populær bar flytter. Det er der flere årsager til

Med flytningen har ejerne en helt særlig mission i Jomfru Ane Gade

Lokalerne bliver fuldstændig renoveret, inden Helmut slår dørene op i maj.
Lokalerne bliver fuldstændig renoveret, inden Helmut slår dørene op i maj. Foto: Martél Andersen

Opdateret kl. 19:36

Nu sker der noget helt nyt i Jomfru Ane Gade.

En af byens populære cocktailbarer samt spisested - Helmut - flytter nemlig fra sin nuværende placering på Boulevarden til en adresse på de 150 meter brosten lige midt i Aalborg. 

Og med sig tager de både cocktailbar, natklub - og restaurant. Og udvider endda sit madkoncept.

Når Helmut flytter om nogle måneder, bliver lokalerne sat til leje, understreger Mathias Walther. Ejerkredsen bag har ikke planer om at åbne nyt på adressen på Boulevarden i Aalborg. Foto: Lars Pauli

Dermed rammer ejerkredsen bag Helmut lige ned i det, som Jomfru Ane Gade har efterspurgt gennem længere tid: Større mangfoldighed og en tilgang af nye spisesteder, ikke mindst. 

Både for at tiltrække et andet publikum end unge, der fester - og for at skabe mere liv i dagtimerne samt om aftenen i første halvdel af ugen.

Større diversitet i Gaden

Ejerkredsen bag Helmut består af Lars Juel, Carsten Juhl og Mathias Walther.

Og de lægger ikke skjul på, at flytningen er en del af en mission om at skabe større mangfoldighed i Jomfru Ane Gade.

- Det er ingen hemmelighed, at Gaden godt kunne bruge lidt mere diversitet. Den var engang et sted, hvor alle kom – 19-årige såvel som folk på 50 og derover. I dag ser det lidt anderledes ud, og det er en skam, siger Mathias Walther til LigeHer.nu Aalborg.    

Men han er optimistisk: Med flere madsteder på vej tror han, at mangfoldigheden kan vende tilbage til Gaden.

– Vi åbnede Walters på hjørnet i september, fordi vi gerne ville tiltrække de lidt mere modne gæster tilbage i Gaden. Og det gik faktisk rigtig godt, så det gav os mod på at flytte hele konceptet derned, fortæller han.

En positiv gadeforening

At de ikke står alene med deres mission - og vision - blev for alvor tydeligt i foråret 2024. Her valgte restauratører, husejere og forpagtere i Jomfru Ane Gade at gå sammen med det formål at ændre gaden til mere og andet end Danmarks festgade nummer 1.

Og formand Daniel Lehmann glæder sig over, at Helmut nu bliver en del af fremtiden.

- Jeg synes, det er superdejligt. Det er nogle seriøse og dygtige restauratører, der står bag. De har både en plan for, hvad de vil med deres koncept og med Gaden, siger han.

Daniel Lehmann er både formand for gadeforeningen og restauratør. Han driver Rocken på Ved Stranden samt to steder i Jomfru Ane Gade: Giraffen og HOPS, som åbnede for nylig. Foto: Henrik Bo

- At Helmut kommer, er med til at fremhæve Jomfru Ane Gade som et sted med kvalitet frem for kvantitet. Hvor det ikke bare handler om at tiltrække unge mennesker med løftet om billige øl.

At Helmut også er et spisested, tæller på plussiden.

- I foreningen arbejder vi for at få mere liv i Jomfru Ane Gade tidligt på aftenen, og det får vi kun via spisesteder.

Gaden som turistdestination

Og netop det er en af Helmuts styrker. 

- Som spisested vil vi bringe mere kvalitet tilbage til Jomfru Ane Gade. Og så er vi begunstiget af, at vi har et brand, hvor vi er anerkendt som et voksent sted, siger Mathias Walther.

- Det har Aalborg brug for, også så Gaden igen kan blive en turistdestination.

Med til historien hører i øvrigt også, at de tre ejere vender hjem, når Helmut åbner på sin nye adresse midt i maj - de har nemlig tidligere stået bag Saltlageret i samme bygning i Jomfru Ane Gade.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden