Her er smitten høj: Disse sogne kan være de næste
Der er stadig et stykke vej op til grænsen for de øvrige sogne i Aalborg Kommune, men tre skiller sig ud
Opdateret 31. maj 2021 kl. 16:21
AALBORG: Med søndagens nedlukning af Budolfi Sogn er to af sognene i det centrale Aalborg nu lukket ned - men de to sogne er ikke de eneste, hvor smitten er høj, og en nedlukning lurer i horisonten.
Kriterierne for at lukke et sogn er, at alle tre af følgende skal have været opfyldt i syv dage i træk: Incidensen i sognet skal være over 600, der skal i faktiske tal have været mindst 20 smittetilfælde gennem de seneste syv dage og positivprocenten skal være over tre.
Ud fra de kriterier er det formentlig Nørresundby Sogn, hvor indbyggerne skal træde på smittebremsen, hvis ikke sognet skal på den røde liste. Søndag er incidensen i sognet 394 med 32 smittetilfælde i faktiske tal og en positivprocent på 2,52.
Det betyder, at der stadig er et stykke op til grænsen til specielt incidensen, der skal stige fra de 393 til 600. Men selv om det kan lyde som en kæmpe stigning, så svarer det til, at der skal være 49 smittetilfælde over en periode på syv dage i stedet for de nuværende 32. Så i faktiske tal er det ikke så mange endda, og stiger antallet af smittede så meget, så stiger positivprocenten givetvis også fra den nuværende - dog skal man huske på, at alle tre kriterier for at lukke ned skal være opfyldt syv dage i træk, og lige nu er det kun antallet af nye smittede, der er over den røde linje.
Det andet sogn, hvor advarselslamperne umiddelbart blinker, er Vor Frue Sogn. Også her er det antallet af faktiske smittetilfælde, der er over stregen med 30. Incidensen er lidt højere end i Nørresundby med 418, til gengæld er positivprocenten lavere med 2,02. Til gengæld skal antallet af smittetilfælde i faktiske tal "kun" stige til 43, før incidensen ryger op på 600.
Skt. Markus Sogn ligger på en tredjeplads med en incidens på 358, 40 smittede i faktiske tal og så en positivprocent, der er nede på 1,78.
Uanset at der er mange coronasmittede i bysognene i Aalborg og Nørresundby, så er det svært at se, at hele Aalborg Kommune kommer til at lukke ned. Den testkorrigerede incidens for kommunen ligger på 167, så der er et godt stykke op til 300, hvor døren smækker hårdt i.
Hvis kommunen lukker ned, så kommer det til gengæld tl at gøre ondt på en helt anden måde, idet en kommunelukning også indebærer, at detailhandelen, restauranter og værtshuse skal holde lukket.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.