Coronavirus

Her stiger smitten fortsat i Aalborg: Sådan er situationen i dit sogn

Flere af de nedlukningstruede sogne oplever stigende smittetal

Arkivfoto: Martin Damgård

Arkivfoto: Martin Damgård

AALBORG:På trods af at flere sogne er lukket ned i Aalborg Kommune, så fortsætter smitten med at stige i kommunen.

Den testkorrigerede incidens ligger i Aalborg på 187,25, hvilket betyder at smitten er let stigende for fjerde dag i træk. Dermed er Aalborg nu den kommune med den tredjehøjeste incidens i landet. Hele kommunen skal lukke, hvis den kommer op på 300.

Her er kriterierne, som betyder, at et sogn må lukke ned

* Mindst 600 smittede per 100.000 indbyggere de seneste syv dage

* Mindst 20 smittede personer de seneste syv dage

* Positivprocent på mindst 3,0 procent de seneste syv dage

* Nedlukningen bliver ophævet, når mindst ét af ovenstående kriterier igen er under grænseværdien, og har været det en uge i træk

Der er heller intet, som tyder på, at de to nedlukkede sogne - Vor Frelser og Budolfi - står til at åbne lige foreløbig. De to sogne overskrider stadig grænseværdierne på alle tre kriterier for nedlukning.

I Vor Frelsers Sogn er smitten for fjerde dag i træk stigende, så sognet nu har en incidens på 904,63, mens Budolfi Sogn ligeledes et steget fra 845,34 tirsdag til 859,2 onsdag.

Flere af de andre midtbysogne har også været under ekstra fokus, da de har overskredet eller nærmet sig mindst ét af kriterierne for en nedlukning.

Det gælder særligt sognene Vor Frue, Sankt Markus, Vesterkær, og Nørresundby.

Jan Nielsen, der står i spidsen for kommunens kriseberedskab, mener fortsat, at smitteniveauet generelt er for højt i disse sogne, men ser en lettere positiv tendens.

- Vor Frue og Sankt Markus har en lille stigning, mens de to andre falder lidt. Der er pæn luft op til grænserne, så de står ikke umiddelbart til nedlukning, siger han, men ikke helt uden bekymringer.

- Situationen er stadig alvorlig i Aalborg, når vi kigger på midtbysognene. Vi ser endnu ikke en faldende tendens på de nedlukkede sogne, og hos de andre sogne, som har været på vippen, ser vi tæt på et uændret niveau.

Jan Nielsen mener ikke, at kommunen kan gøre meget mere, end den allerede gør, for at bremse smitten i Aalborg.

- Vi bruger allerede alle de redskaber, vi har i værktøjskassen. Vi har et godt samarbejde med smitteopsporingen, men til den enkelte borger er anbefalingen fortsat at lade sig teste og holde afstand, lyder det fra Jan Nielsen.

Onsdag besluttede Folketingets Epidemiudvalg at lukke Jomfru Ane Gade fra torsdag og de næste 14 dage. Det gjorde udvalget efter Epidemikommissionen tidligere onsdag havde anbefalet en nedlukning af festgaden.

Tidligere har Aalborgs borgmester, Thomas Kastrup-Larsen (S), netop argumenteret for, at Jomfru Ane Gade skal nedlukkes i en periode.

- Det her siger jo det hele og jeg kan igen kun opfordre til, at staten lukker Jomfru Ane Gade ned eller giver Aalborg Kommune lovhjemmel til at gøre det. COVID-19 smitten i Aalborg skal stoppes, skriver borgmesteren på sin Facebook-profil tirsdag.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.