Hjælp til unge i nattelivet: Restauratører vil lave sanitetslokale i Jomfru Ane Gade
Andre er også klar med forslag, der skal gøre Aalborg tryggere at færdes i

Jomfru Ane Gade skal være tryg at færdes i for alle, og derfor er der nu forslag om et sanitetslokale, hvor unge kan få hjælp. Arkivfoto: Martin Damgård
AALBORG:Ovenpå de tragiske sager, hvor Mia Skadhauge Stevn og Oliver Ilbæk Lund mistede livet i Aalborgs natteliv, er restauratørene i Jomfru Ane Gade klar med et nyt initiativ.
Ifølge Aalborg Kommunes senior og omsorgsrådmand Kristoffer Hjort Storm (DF), der fortsat er partner i Rekom og derfor har god kontakt til restauranterne i gaden, vil de nemlig lave et sanitetslokale - eller en slags samarittertjeneste, hvor unge kan komme og få hjælp.
- Vi har kigget på, om det er muligt at lave et sted for de unge mennesker, som er inde i byen og benytter sig af Jomfru Ane Gade, hvor de kan komme ind og få hjælp, hvis de er meget fulde og har brug for at få pårørende til at komme og hente sig. Og der kunne jo også være nogen, som har slået sig eller er væltet i fuldskab, som har brug for at få et plaster på. Så det bliver sådan en slags fremskudt mini-sanitetslokale inde i selve Jomfru Ane Gade, forklarer han.
I forhold det praktiske omkring lokalet foreslår Kristoffer Hjort Storm, at man danner en forening, der både består af repræsentanter for partygadens værtshuse og diskoteker og andre aktører i nattelivet.
- Udover at styrke Jomfru Ane Gade bredt, som er noget, vi længe har snakket om og ønsket os, skal foreningens også arbejde for at sikre, at det at være i Jomfru Ane Gade skal være en exceptionelt god og tryg oplevelse for gæsterne. Og der er det klart, at den opgave i første omgang vil være svær at løfte for restauratørene alene, så der vil det være godt med noget hjælp fra kommunen - for eksempel til at søge nogle fonde til økonomien i det, tilføjer han.
Ifølge Hjort Storm vil det også være oplagt at udstyre medarbejderne i sanitetslokalet med løbehjul, så de kan komme rundt til andre steder i byen. For eksempel ned omkring havnen, for at tjekke, hvordan situationen er der.
Alle er berørt
- Men det kan som sagt også bare være et sted, hvor man kigger ind, hvis man er snublet og har brug for at blive tilset. Eller et sted, hvor man kan komme med en kammerat, der er plørefuld og ikke gå kan gå hjem selv, forklarer han.
Forslaget fra Kristoffer Hjort Storm og restauratørene i Jomfru Ane Gade blev andet blevet vendt på dagens møde i Aalborg Kommunes økonomiudvalg, hvor man også drøftede andre tiltag, der kan gøre nattelivet mere trygt og sikkert at færdes i.
- Vi er blevet enige om, at vi selvfølgelig skal genbesøge, hvad det er, at vi har af tiltag under Tryg Aalborg, og hvad er det for tiltag, som vi i øvrigt har og er det godt nok, fortæller fungerende borgmester Helle Frederiksen (S).
Hun tilføjer, at mange borgere har henvendt sig med forslag til tiltag.
- Det lægger vi selvfølgelig over til Tryg Aalborg for at se, om der er noget af det, der kan bruges, for det er et samarbejde, som også politiet er en del af.
Hele økonomiudvalget er berørt af sagerne.
- Det her berører os alle sammen, det er der ingen tvivl om det, understreger Helle Frederiksen.
Kig på gerningsmændene
Politikerne har endnu ikke truffet nogen endelig afgørelse om, hvad de konkret vil gøre. Men udover et nyt sanitetslokale var der også forslag om flere offentlige toiletter, flere natbusser og bedre reb eller spærringer langs den centrale del af havnefronten.
Og sidstnævnte er klima- og energirådmand Per Clausen (EL) glad for. Han mener nemlig, det er vigtigt at skelne mellem de to ulykkelige hændelser.
- Den ene sag handler jo om, hvad der sker, når man bevæger sig ned omkring havneområdet og risikerer at falde i vandet. Og der vil vi prøve at kigge på de sikkerhedsforanstaltninger, der er dernede, og om man kan gøre noget, der er mere effektivt men stadig er fornuftigt. Men i forhold til mordet på Mia, synes jeg, at den grundlæggende udfordring, vi har her, er, at kvinder risikerer at blive overfaldet og slået ihjel, hvis de bevæger sig ud. Og der skulle vi måske i virkeligheden kigge mere på gerningsmændene, og hvorfor det er, at de handler som de handler, siger Per Clausen.
Han er godt klar over, at det er spørgsmål, det er vanskeligt for byrådet at gøre noget ved.
- Men det kunne jo noget med værdibaseret seksualundervisning, og man kan måske også se på, om der kan gøres mere i forhold til mænd, der udviser voldelig adfærd, tilføjer han.
Da Per Clausen også er rådmand for kollektiv trafik, bliver det hans forvaltning, der skal undersøge om, det giver mening at kigge på køreplanerne for og antallet af natbusser.
- Er det sådan, at den måde, vi har indrettet natbusserne deres kørselstidpunkter på svarer det til det, de unge har brug for, når de skal hjem fra byen. For det skal der selvfølgelig være styr på, og det kan man jo kombinere også kombinere med nogle af de mange andre ideer, der er kommet på bordet i dag, påpeger han.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.