Hofteskade sendte elitefodboldspilleren Frederikke i dyb depression: Jeg kan bare huske den der følelse af, at 'mit liv er slut'

Hvad der startede som en hofteskade udviklede sig for Frederikke til at blive en lang rejse ned af en vej med stress, angst og depression. En rejse hun ikke ville have været foruden.

18-årige Frederikke har gået i gennem en svær tid - og fundet og selv. Foto: Tess Amelung

18-årige Frederikke har gået i gennem en svær tid - og fundet og selv. Foto: Tess Amelung

Frederikke Pultz løber hen over græsset i sine fodboldstøvler, som hun har gjort det så mange gange før.

Hun er til sin sædvanlige træning i AaB, hvor hun spiller på U18 DM, der er den bedste række, man kan spille i.

Siden hun var seks år, har fodbold været hendes store passion, og seks år senere vidste hun, at det skulle være mere end bare en hobby.

Skader er en uundgåelig del af sporten. Det er faktisk den sport, hvor der sker allerflest.

Så da Frederikke 10 minutter før træningen er slut begynder at mærke smerter i hoften, er hun ikke nervøs for, at det er noget, der skal få stor betydning.

Med fem minutter tilbage af træningen tænker hun:

- Det er ikke godt, det her.

Det var det ikke.

Det blev begyndelsen for Frederikke i frit fald.

Træning på 20 procent

Frederikke var omkring 12 år, da fodbolddrømmene tog fart.

- Jeg spillede efter skole, med drengene i frikvarteret og lavede jongleringskonkurrencer med mig selv. Min far købte en boldtrampolin, så man kan lave teknisk træning, og han tog kegler med hjem fra AaB, hvor han var træner, fortæller hun.

Hendes landsholdsdrøm levede i hende, og kom for hver dag tættere på, indtil den novemberdag i 2016, hvor hun fik de første jag i hoften.

- Du skal ikke træne de næste to uger, sagde hendes far.

Så det gør hun ikke. Og efter to uger gør det ikke længere ondt, og hun løber igen rundt på banen.

- Men så skete det samme ligesom bare, og så begyndte det at gå dårligt, fortæller hun.

Over halvanden måned bygger hun på sin træning. Først kan hun deltage til opvarmningen, så en halv time af træningen, senere 40 minutter indtil hun igen er helt klar til at træne fuld tid.

Og det er hun glad for.

- Det var træls altid at være med til træning på 20 procent, fortæller hun.

Frederikke da hun spillede i AaB. Foto: Privat

Frederikke da hun spillede i AaB. Foto: Privat

Og så var det, det skete. Frederikke spiller den sidste halve time af en kamp, og det skarpe jag dybt i lysken kommer snigende, da der er to minutter tilbage.

- Det gjorde sindssygt ondt, tilføjer hun.

Frederikke går fra kampen med tårer ned af kinderne og én tanke dominerende i hovedet.

- Det her kommer til at tage lang tid.

Fodbolddrømmen fylder alt, og Frederikke vil ikke give op. Igennem et år går hun til fysioterapeut, og derfor kan hun nogle gange være med til træning.

Men en dag må Frederikke trække det røde kort.

- Nu orker jeg ikke mere. Nu orker jeg ikke at prøve mere, tænker hun.

Hendes far henter hende, og imens Frederikke græder, siger hun til ham:

- Jeg orker ikke mere, jeg har brug for en pause fra det her med om, jeg er klar eller ikke klar.

Fodbold er det allerbedste i hele verden

Frederikke holder endnu en pause. Der er nu gået et år, fra hun mærkede de første smerter til sin træning, og da hendes sidste pause er slut, men jagene stadig gnaver i hoften, tager hun et valg.

- Jeg besluttede, at jeg ville stoppe der. Jeg havde fået at vide, at jeg skulle passe på, sådan så jeg også kan gå, når jeg er 50.

Men det slår hårdt.

- Det føltes som nederlag på nederlag på nederlag, at jeg aldrig blev klar. Jeg gjorde til punkt og prikke, hvad jeg blev bedt om for at blive klar igen. Jeg kunne ikke klare det mere psykisk at være der på 10 procent. Jeg stod på sidelinjen i næsten et år bare og klappede, og det knuste næsten mit hjerte at se det, og at jeg ikke kunne være med.

Samtidigt med at Frederikke står på sidelinjen og klapper, når hun ikke er klar nok til at bevæge sig rundt på banen, går hun i en eliteidrætsklasse på Aalborghus Gymnasium. Omgivet af eliteudøvere, der nu kan alt det, hun ikke kan.

- Når jeg kom i skole, snakkede de også om ’ej, det var vildt fedt det der’, efter de havde været til morgentræning. Der var mange reminders hele tiden om, at ’okay, du spiller ikke fodbold’. Og der var ikke nogle, der kunne lave noget socialt i weekenden, fordi alle skulle til eksempelvis København til kamp eller stævne.

I starten føler Frederikke sig egentlig lettet over beslutningen om at stoppe med fodbold, og hun får øjnene op for, hvor meget tid hun pludselig har. Men allerede efter et par uger bliver hun rastløs, fordi hun ikke ved, hvad hun skal lave, når hun ikke kan trille rundt med en bold på græsset. Så hun begynder at gå op i sine lektier og afleveringer.

- Så blev det det, jeg gjorde. Min krop havde været vant til at træne så meget, så jeg næsten blev helt deprimeret af ikke at træne. Jeg har altid set det som det sted, hvor jeg mediterede, hvor jeg ikke kunne tænke på andet end det, jeg var i gang med, og det blev ligesom taget fra mig, fortæller hun.

Hun farer mere og mere vildt i sine tanker, og i hvem hun er.

- Hvad skal jeg så, tænkte hun.

Hun er knust.

Den lettelse hun havde startet med at føle over sin beslutning skiftede karakter. Og til sidst ved Frederikke ikke længere, hvem hun egentlig er, eller hvad hun er god til. Hun ikke bare elskede fodbold, hun var fodbold. Og nu er hun bare Frederikke, der går i gymnasiet.

- Fodbold er det allerbedste i hele verden, siger hun.

Frederikke går ind i en hård tid med depression. Foto: Tess Amelung

Frederikke går ind i en hård tid med depression. Foto: Tess Amelung

Point of no return

Frederikke sidder en dag og laver danskaflevering, og hun har brugt hele dagen på at skrive indledningen.

Samme aften bryder hun sammen ved aftensmaden.

- Frederikke, hvad sker der, spørger hendes far.

- Jamen, jeg kan ikke mere. Jeg orker ikke mere, svarer hun.

Hendes familie ved, den er gal, og det samme ved Frederikke.

- Jeg mistede fodbold, og jeg vidste slet ikke, hvem jeg var, eller hvad jeg kunne lide at lave. Og så fordi jeg gik alt for meget op i afleveringer og alt for meget op i karakterer og havde et gennemsnit, der var skyhøjt, siger hun.

Hun føler, at hendes hjerne er helt smeltet. Hun får ondt i maven, i baghovedet og i nakken.

- Mit hoved var helt overophedet. Der var så meget aktivitet, at det var ved at brænde sammen. Det var ligesom en elkedel, der er lige ved at være færdig.

Frederikke har stress.

Hun får lov til at gå på tidlig juleferie fra gymnasiet. Hun har brug for ro. Og det går egentlig fint.

En dag er hun på café med sin veninde, der selv har haft stress. Frederikke fortæller, at hun vil komme tilbage igen efter ferien, da hendes veninde siger:

- Jamen jeg kan jo høre, du ikke er klar til at starte, siger veninden.

- Jo jo, det er jeg, jeg skal bare lige i gang, svarer Frederikke.

- Det er du jo ikke, det kan jeg jo høre. Jeg kan godt høre, du rigtig gerne vil, men jeg tror altså virkelig, det er en dårlig idé, konstaterer veninden.

Det går imod alt det, Frederikke har planlagt, hun skal, men samtidigt kan hun mærke, at veninden, der selv har stået i orkanens øje, har fat i noget. Så Frederikke får ondt i maven og hovedet. Ud af det blå. Hendes veninde går op og betaler, for hun er ikke selv i stand til det. Frederikke ringer hjem:

- I bliver nødt til at komme og hente mig, for jeg kan ikke engang tjekke rejseplanen.

Hendes veninde følger hende til busterminalen, hvor hendes far venter. Hun sætter sig ind i bilen og græder hele vejen hjem til Nibe.

- Og jeg kan bare huske den der følelse af, at ’mit liv er slut’. Det føltes som et sort hul, jeg var i.

På caféen oplevede Frederikke sit første angstanfald, og i december 2018 tager hun orlov fra Aalborghus Gymnasium.

Nogle gange er hun så træt, at hun sover hele tiden, andre gange kan hun ikke. Og så græder hun.

- Rigtig meget, fortæller hun. Hold da kæft, jeg har grædt. Og det var mange små ting, der kunne få mig til at græde. Jeg kunne heller ikke klare, hvis folk spurgte ’hvordan har du det’, så blev der åbnet for en bruser.

- Jeg kunne slet ikke holde sammen på mig selv. Det var virkelig forfærdeligt. Det var virkelig forfærdeligt at være inde i mig, fortæller hun.

Jeg var Frederikke, der spillede fodbold

Frederikke ved ikke længere, hvem hun er. Overhovedet. Tabet af fodbold og hendes fremtidsdrømme satte gang i en kæmpe lavine fra allerøverste bjergtop.

- Der var ikke nogle til at gribe mig, da jeg stoppede med at spille fodbold. Jeg trænede før fem gange på seks dage og spillede kamp i weekenden. Det var det, jeg var. Jeg var Frederikke, der spillede fodbold, fortæller hun.

Frederikke og hendes holdkammerater i AaB. Foto: Privat

Frederikke og hendes holdkammerater i AaB. Foto: Privat

Og når hun har orlov fra gymnasiet, føler hun, at hun sakker bagud og ikke gør det, der forventes. Hun er ikke med til at holde maskinen kørende. Hun er ikke en del af samfundets store, rullende hjul.

Hun begynder hun at modtage hjælp hos en alternativ behandler, Iben, som skal give hende en blød behandling mod hendes nakkesmerter. Men Iben taler også med Frederikke om hendes situation.

- Hun sagde nogle rigtig gode ting og fik mig til at føle ro indeni.

- Bare fordi andre skal noget nu, behøver du ikke at skulle det, sagde Iben.

Iben gik ind i, hvad Frederikke godt kunne lide at lave og ind i den sorg, hun følte.

- Hun sagde til mig, at man godt kan sidestille den sorg, det er at miste noget, med at miste et familiemedlem. Og der følte jeg for første gang, at der var en, der anerkendte hvor stor en sorg, det er. Der græd jeg. Hun ramte mig lige spot on der og sagde noget, jeg ikke selv kunne formulere.

Som tiden går, føler Frederikke sig mere og mere frustreret over ikke at have noget at stå op til. I april 2019 starter hun derfor så småt op i skole igen, hvor hun kun deltager i de fag, hun har lyst til.

Det går godt, og hun beslutter sig for at gå op i fuldt pensum, så hun kan komme i 3.g med sine venner.

- Men så da eksaminerne begyndte at komme, kunne jeg godt mærke, at jeg trak lidt i land igen, fortæller hun.

Frederikke sidder til sin første eksamen, matematikeksamen, imens hun tænker:

- Det her er det, jeg møder op til. Jeg møder ikke op til mere. Jeg stopper nu.

Og det var det. På en og samme tid føles det som et nederlag, men også som en sejr, fordi hun lyttede til sig selv.

Frederikke stopper på Aalborghus Gymnasium og begynder hos en autoriseret psykolog. Foto: Tess Amelung

Frederikke stopper på Aalborghus Gymnasium og begynder hos en autoriseret psykolog. Foto: Tess Amelung

Hun begynder efterfølgende at se en autoriseret psykolog, fordi hun bliver forfulgt at en angst for at få angst. Hvilket resulterer i angst.

Når angsten kommer buldrende og skyller ind over Frederikke, føles det som om, hun er ved at dø. Kroppen gør ondt, og hendes hjerne kan ikke tænke, selvom hun forsøger. Hun placerer sig foroverbøjet i fosterstilling og gør sig så lille, som man kan være.

- Så sidder jeg der, i hvad der godt kan tage en time, helt stille. Og så pludselig kan jeg sætte mig op igen, stadig have det ubehageligt, men det værste er drevet over. Når man har angst, bliver man bange, og det hjælper ikke. Det er bedre at acceptere det og være i følelsen, for så fordufter den ligeså stille.

Spirende frø i ny jord

En dag spørger psykologen:

- Måske du skal tage på højskole?

Frederikke bliver helt forskrækket:

- Nej, det skal jeg ikke, for jeg skal ikke være hjemmefra så længe, svarer hun.

Men psykologen prikker alligevel til noget, for senere samme dag finder Frederikke sig selv foran computerskærmen, hvor hun ser videoer og læser om forskellige højskoler.

Og især én får hendes opmærksomhed. En kreativ højskole med kor, billedkunst og skrivelinjer. Ingen eksaminer. Intet pres.

- Det lyder så fedt og ikke så anstrengende. Det kunne jeg godt trives i, tænker hun.

En uge senere besøger hun højskolen med sine forældre og den tidligere tanke bliver forstærket.

- Jeg tænkte: Det her det skal jeg, jeg skal i gang igen. Jeg orker ikke at gå hjemme og ikke lave noget mere.

Tre dage senere har Frederikke sin første dag. Omgivet af gode mennesker, der er der, fordi de har lyst, og som brænder for det, de laver.

- Her kan jeg fandeme trække vejret, tænker hun.

Højskolen blev udslagsgivende for, at Frederikke fik det godt igen. Foto: Privat

Højskolen blev udslagsgivende for, at Frederikke fik det godt igen. Foto: Privat

Ingen har travlt og i fire en halv måned gør hun kun det, hun har lyst til og dyrker fællesskabet.

- Jeg følte, at jeg blev omplantet. Og jeg fik det ligesom at ”her er jeg fandeme i noget god jord. Her kan jeg blomstre”, og det gjorde jeg virkelig, fortæller hun. Og der tænkte jeg ”der kan man bare se. Hvis man bliver plantet i noget god jord, så blomstrer man”, siger hun og fortsætter.

- Jeg var ikke blomstret, hvis det havde været gymnasiet, jeg var vendt tilbage til på samme tidspunkt, for der var jeg ikke i god jord.

Tiden på højskolen blev en åbenbaring for Frederikke. Der var andet i livet end at dyrke elitesport og få høje karakterer i skolen, og hun tænkte:

- Gud, der er da også mennesker, der laver andet. Man kan også bruge tiden på noget andet.

- Og de var jo ligeså søde og spændende, tilføjer hun.

Stress er ikke en badeferie

18 december 2019 kommer Frederikke tilbage til Nibe igen. Fire helende måneder er slut.

Tiden som spirende frø i ny jord bragte en udfoldet blomst med sig, der kun er tørstig efter mere vand.

I starten af 2020 startede Frederikke på malerskole i Aalborg, hvor hun går tre gange om ugen, og hun har fået en hofteoperation.

Roen har indfundet sig, og man skal lede længe efter et ungt menneske med så meget livserfaring og en så indvendig ro.

Og så er hun blevet spurgt, om hun vil holde foredrag for sit gymnasium. Og det overvejer hun, for hun vil gerne fortælle, at sådan kan livet også være og bremse de misforståelser, der er omkring en psykisk lidelse som stress.

- Hvis jeg kunne redde nogle andre, som jeg selv havde ønsket, jeg var blevet reddet... Jeg vil gerne have, at man skal forstå, at det kan være ligeså invaliderende at have en psykisk lidelse som at have en fysisk, som folk kan se, fortæller hun og fortsætter.

- Da jeg kom i skole var holdningen ”nå, så har du ligget derhjemme, imens vi andre har knoklet med afleveringer”. Hvor jeg tænker, jamen, jeg har jo ikke været på badeferie, vel. Jeg ville for alt i verden have byttet med jer, tro mig. Man kan godt lidt se det som om, at man kører i en bil, at du bare kører ind i en mur med 300 km/t. Mange læger siger, at det er det samme som en hjerneskade, hvis du er syg. Jeg ved godt, at folk ikke kan se, at min hjerne har været udsat for et meget, meget grimt trafikuheld, men det har den virkelig, og det tager lang tid for den at hele igen.

- Og jeg har tit tænkt, at havde jeg dog bare været i en bilulykke, så havde jeg da fået blomster, når jeg havde startet i skole igen, og folk havde været på besøg.

Angsten kigger stadig forbi nogle gange. Og det er okay.

- Den er flyttet ind og bor her. Men nogle gange er den min nabo, nogle gange min genbo, nogle gange er den på besøg, og nogle gange bor den i Australien. Jeg kan bedre møde den venligt nu end at stå klar til at skyde det ned med det samme, fortæller hun, imens hun illustrerer, at hun står med et spyd.

- Jeg giver det plads og ved, det ikke er farligt, siger hun.

Sorg behøver ikke at være noget, der skal gå væk

Og fodbolden har hun også accepteret ikke bliver karrierevejen. Og at den ikke længere er det, hun er.

- Ja, jeg har accepteret, at jeg kommer ikke til at blive professionel fodboldspiller, desværre, siger hun og tilføjer.

- Sorg behøver ikke at være noget, der skal gå væk. Det er noget, man lærer at få et forhold til, hvor man kan pakke det ind i en lille æske, ligge det i sit hjerte og så leve med det og vide, at det er der, men at det er okay. Det er ikke et problem, der skal løses.

Frederikke har fået det godt igen og lader sig ikke længere føle et stort pres. Foto: Tess Amelung

Frederikke har fået det godt igen og lader sig ikke længere føle et stort pres. Foto: Tess Amelung

Det er et nyt kapitel nu, fortæller hun.

Fodbold var et andet kapitel, ja, nærmest et andet liv. Hvad fremtiden bringer, er hun ikke helt sikker på. Hun overvejer enkeltfag eller HF, men alligevel er hun ikke helt sikker på, om hun er klar til det ræs igen.

- Hvis jeg helt selv kunne bestemme, ville jeg gerne til Australien og være på high school i fire måneder, hvor jeg kunne blive dygtigere til engelsk og få den oplevelse. Iben sagde, ”du skal gøre det, der gør dit hjerte glad”, og jeg kan virkelig mærke, at det ville gøre mit hjerte glad, fortæller hun smilende.

Og du kender nok den klassiske. Når folk har gennemgået kriser, fortæller de altid, at de nærmest ikke ville have været det foruden. Det gælder også for Frederikke.

- Jeg så det meget som en forbandelse i starten, og på en eller anden måde, er det blevet en gave for mig. Jeg har fået mere ro inde i mig selv, og det har på en eller anden måde også styrket mit selvværd. Jeg er blevet bedre til at være i noget, der er ubehageligt og nogle af de ting, som andre er vildt bekymret omkring, har jeg fået et mere afslappet forhold til.

Og så giver hun intet for de krav, der møder hende. Du skal i gang. Du skal videre.

- Ja ja, så siger de det, men jeg kommer ikke til at efterleve det. Det er ikke præstationerne, der er definerende for, hvem man er. Prioriteringerne står meget skarpere i mig nu - hvor meget min familie, kæreste og venner betyder for mig. Du ved, de ting jeg kommer til at tænke på, når jeg engang skal dø, at det var det, der var det vigtige, siger hun og tilføjer.

- Det med at være noget så fint som et godt menneske, det er at prioritere højest.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.