Hund eller ulv? Fire får bidt ihjel
Politiet hører gerne fra eventuelle vidner til grum episode
Opdateret 07. oktober 2021 kl. 10:26
FREJLEV: Onsdag ved 13-tiden blev fem får fundet skambidt, og fire af dem var døde, mens det femte får måtte aflives.
Det var ved Frejlev i Aalborg Kommune - nærmere bestemt på en mark tæt ved krydset, hvor Ny Nibevej møder Kærvedgårdvej, som går ind til Frejlev.
Det oplyser politikommissær Henrik Jensen fra Dyrevelfærdssektionen ved Nordjyllands Politi.
Politiet efterlyser eventuelle vidner, der kan hjælpe med at svare på det helt store spørgsmål:
Var det en eller flere hunde eller måske en ulv?
- Vi ved endnu ikke, om det var løse hunde eller en ulv, så vi vil gerne høre fra folk, der måtte have set noget i området. Det kan også være, at nogen har set dyr løbe over Ny Nibevej. Hvis det er hunde, skal vi have taget vare på det nu, for ellers kan vi ikke garantere, at det ikke kan ske igen. Når først de har haft sådan en oplevelse, slipper de den ikke så let igen, fortæller Henrik Jensen.
Umiddelbart hælder han dog til, at det kan have været en ulv.
- Der er taget DNA-prøver, som bliver undersøgt nu, og dem får vi svar på inden for tre uger, oplyser Henrik Jensen.
Her og nu vil han gerne opfordre andre ejere af får eller høns i området til at være ekstra opmærksomme.
Da de skambidte får blev fundet, var de endnu varme, men det er ikke muligt at sige mere præcist, hvornår de er blevet bidt og dræbt. Det var været i løbet af natten til onsdag eller først på dagen, vurderer politiet.
Oplysninger i sagen kan gives til Nordjyllands Politi på telefon 114.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.