Ildebrand

Nu er den nedbrændte svømmehal blevet besigtiget. Forsikringsmanden gav et ærligt svar

Voldsom brand raserede svømmehal. Nu svæver det helt centrale spørgsmål i vinden

Erik Kristensen håber, at svømmehallen snart bliver bygget op igen, da den er meget brugt til skolesvømning, ligesom Aalborg Svømmeklub også bruger bassinet.
Erik Kristensen håber, at svømmehallen snart bliver bygget op igen, da den er meget brugt til skolesvømning, ligesom Aalborg Svømmeklub også bruger bassinet. Foto: Lars Pauli

Opdateret kl. 15:46

Hvad skal der ske med den nu nedbrændte Svømmehallen Østre Allé?

Det er kun to dage siden, den blev raseret af en omfattende brand, og allerede torsdag er man gået i gang med at se på brandtomten.

Helt konkret handler det om, at repræsentanter fra Aalborg Kommune samt deres forsikringsselskab har været ude for at få et overblik over skaderne.

Første kig på skaderne efter voldsom brand hærgede svømmehal. Foto: Lars Pauli

I forbindelse med den voldsomme brand styrtede hele tagkonstruktionen ned i svømmebassinet, og de forskellige betonkonstruktioner er skadet af varme. Som det ser ud umiddelbart, står ydermurene rimelig intakte.

En politisk beslutning

Hvad der skal ske på sigt, er endnu ikke afklaret.

- Svømmehallen er meget benyttet, og jeg håber, den bliver genopbygget, men i sidste ende er det en politisk beslutning, når forsikringssagen er afsluttet, fortæller fritidschef i Aalborg Kommune, Erik Kristensen.

Hvornår det sker, har han ikke noget bud på; "det her tager lang tid".

- Som forsikringsmanden sagde til mig, så er vi lige begyndt på en meget lang rejse.

Men første skridt efter svømmehallens nedbrænding er nu taget.

Alt er forsikret

Erik Kristensen fortæller, at bygningen er fuldt forsikret, det samme gælder for løsøre og den entreprise, der er involveret, fordi svømmehallens tag var ved at blive renoveret.

Mens svømmehallen er brændt, undgik omklædnings- og teknikrum samt kontor de voldsomme flammer. Foto: Lars Pauli

I forbindelse med branden har politiet sigtet en håndværker for at overtræde beredskabsloven, da man har pligt til at sikre sig, at ild ikke breder sig i forbindelse med arbejdet.

- At der kører en politisag, har ikke indflydelse på vores forsikringssag, fortæller Erik Kristensen, der endnu ikke har et overblik over, hvad det i givet fald vil koste at genopbygge svømmehallen.

- Vores første fokus er at få kortlagt skaderne, så vi kan komme i gang med at rydde op så hurtigt som muligt. Det her var det første smugkig, nu skal vi i gang med at se på detaljerne.

Indhegning ikke god nok

Noget Aalborg Kommune er i gang med at se på, er indhegningen af brandstedet. For den har ikke været god nok.

- Politiet har fået en melding om, at nogen har gået rundt på den forkerte side af hegnet - noget der ellers er advaret imod på grund af faren for nedstyrtning, siger Erik Kristensen.

Branden i svømmehallen, der ligger i Samsøgade i Aalborg, udviklede i perioder kraftig røg. Noget der også aktiverede sirenealarmer. Foto: Lars Pauli

- Det har ført til, at vi nu er i gang med at forstærke indhegningen, især henne omkring selve svømmebassinet, så vi er sikre på, man ikke kan komme derind.

Erik Kristensen fortæller også, at området indtil videre er bevogtet.

- Vi får hjælp af vores nabo, Aalborg Håndboldklub, der står brandvagt indtil det nye, forstærkede hegn er sat op i aften eller i morgen, Vi er meget glade for deres hjælp.

Mens svømmehallen er brændt, lykkedes det at redde omklædningsrum, teknikrum og kontor.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden