Budskaberne står stjerneklart i Glenn Bechs manifest, hvor der stilles skarpt på alle ulemperne ved at være født på samfundets skyggeside. I Aalborg Teaters udgave får vi de skarptskårne pointer serveret med rå stemmekraft, så ingen kan være i tvivl om, at der er opsparet en hel del vrede, der skal ud over rampen.

At teaterficere en bog er altid en stor opgave. Publikum har på forhånd en klar mening og holdning til indholdet, og lægger måske vægt på helt andre elementer end dem, der bliver pillet ud og fremhævet.

Noget kommer til at fylde mere, og andet bliver underspillet eller udeladt.

Det bliver ikke nemmere af, at valget her er faldet på et manifest, der stiller skarpt på social ulighed og uretfærdighed på tværs af seksuel identitet, boomere, me too, woke, storbyens elite, provinsens proletariat og middelklassens hykleri. Kort sagt en bog uden egentlig handling, men med mange budskaber.

Det kan ikke undgå at blive lidt fragmenteret, selvom stykket forsøger at fastholde sin kærlighedshistorie som en slags ramme om de mange hvasse pointer, der kastes ud over publikum.

Om forkerte fodboldstøvlers forbandelse, om brusebadets forbandelser efter træningen, om at det faktisk ikke er så sjawt at blive kaldt bøsserøv, at det heller ikke er sjovt at føle sig forkert, udenfor og anderledes, både i sin familie, sit nærmiljø, blandt jævnaldrende og siden også i storbyens favn.

De fire skuespillere - Nicolai Duckert Perrild, Kathrine Høj Andersen, Karla Rosendahl og Thomas Kristian Bek – spiller alle Glenn Bech, men optræder også ind imellem som mennesker i Glenn Bechs liv. Det virker overraskende ligetil, selvom det umiddelbart kan forekomme at være en smule indviklet at skulle holde styr på.

Og på scenen knokles der virkelig for sagen. Man kan kun opsende et lønligt håb om, at stemmerne holder hele vejen til sidste forestilling 22. december. For der råbes af lungers fulde kraft hen over kløften mellem solsiden og skyggesiden.

Aalborg Teater skal have masser af ros for viljestærkt og uforfærdet at give sig i lag med opgaven, og for med ildhu at kaste sig ud på tidsåndens brændende platforme, hvor alle værdier og normer er på spil i høj søgang. Køn, identitet og klasse fylder meget i debatten, som ikke altid bevarer en gode tone. Føler du dig selv repræsenteret i det offentlige rum, eller føler du dig altid anbragt på en Uriaspost, du umuligt kan forsvare imod mere eller mindre tydelige angreb?

Det spørgsmål kan man ikke sidde overhørig. Heller ikke, selvom man tilhører den hykleriske middelklasse, der læser bøger og går i teateret. Og er åh så tolerant, åh så socialt bevidst, åh så solidarisk. Og åh, så privilegeret på så mange forskellige måder.

Forestillingen er på én gang en skarp skildring af samfundet set nedefra – ikke fra bunden, slet ikke, men langt fra toppen. Vi ser de uskrevne regler og normer, som der sjældent stilles spørgsmålstegn ved, fordi de i bund og grund også er kit i samfundsstrukturen.

Men som kan og skal diskuteres, og som det ikke er specielt rart at få smidt i hovedet, når de privilegier, man faktisk har som en fungerende del af et trods alt velfungerende og velhavende samfund stilles på en mindre pæn måde.

Det er sundt at give sin egen privilegieblindhed en rusketur og få lidt eftertanke ind over de mange automatreaktioner, vi ustandseligt smider om os med. Måske kan det ligefrem flytte noget mellem ørerne.

Om forestillingen

Glenn Bech: Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet

Iscenesættelse og dramatisering: Niels Erling

Scenografi og kostumer: Lise Birch

Medvirkende: Nicolai Duckert Perrild, Kathrine Høj Andersen, Karla Rosendahl, Thomas Kristian Bek

Aalborg Teater, Lille Scene

Spiller til 22. december