Portræt

I dag redder hun heksebørn - engang måtte Anja redde sig selv: - Jeg har også været der, hvor jeg ikke turde gå uden for en dør

Hun er kåret til verdens mest inspirerende kvinde. Hun har startet sin egen nødhjælpsorganisation i Nigeria, hvor hun redder såkaldte heksebørn. Men inden Anja Lovén nåede så langt, var hendes liv præget af en alkoholisk far, anoreksi og angst

I dag er Anja kendt for sit hårde arbejde og store succes. Men bag ligger en lang fortælling om en tid, hvor Anja måtte redde sig selv. Foto: Torben Hansen

I dag er Anja kendt for sit hårde arbejde og store succes. Men bag ligger en lang fortælling om en tid, hvor Anja måtte redde sig selv. Foto: Torben Hansen

Hendes krop er så tynd, at hun ikke kan ligge på ryggen, uden det gør ondt. Hendes hår falder af i store totter, og hendes menstruation kommer heller ikke månedligt længere og fortæller, at alt er, som det skal være.

For det er det ikke.

Du kender hende nok som den gæve frederikshavner. Hende der bare gør det. Ikke så meget pis.

Hende der solgte alle sine ejendele og rejste til Nigeria for at redde heksebørn, og hvor nedenstående billede måske er det, der ringer allerklarest i din hukommelse.

Anja Lovén giver lille Hope vand. Han er blevet udstødt af sin familie, fordi de tror, han er heksebarn. Foto: Privat

Anja Lovén giver lille Hope vand. Han er blevet udstødt af sin familie, fordi de tror, han er heksebarn. Foto: Privat

Men Anja Lovén har så meget mere at fortælle. Ja, man kunne faktisk skrive en hel bog om det. Så det har hun gjort.

For hvis du tror, at Anja har smyget sig igennem tilværelsen og en morgen vågnede, solgte sine ting og rejste - så er det godt, du er endt her. For hos Anja gemmer sig en lang fortælling om tabet af sin mor, en alkoholiseret far, anoreksi, depression og angst.

Så den tager vi nu.

Triggeren

23-årige Anja passer sin mor, som er alvorligt kræftsyg. Men hun passer ikke bare sin mor, hun passer sit et og alt. Og faktisk er hun ansat til det gennem kommunen.

Nej, det havde man nok ikke gjort i dag.

For ni måneder siden havde hun verdenen under sine fødder, da hun kom i gennem nåleøjet og blev stewardesse for Maersk Air.

Men nu er hun tilbage i Frederikshavn, hvor hendes hverdag centrerer sig om sin mor og om at svømme og træne hver dag. Både morgen og aften. Morens liv smuldrer mellem hænderne på Anja helt ukontrollerbart, og uden at hun kan stille noget op.

Hun holder hende i hånden, da hun dør.

- For mig var det et skrækscenarie, at min mor skulle dø, for hun var den, der gav trygheden og kærlighed, hvor min far var den, der drak og gav usikkerheden, fortæller Anja.

Anja med sine forældre og søstre. Anjas forældre gik fra hinanden, da hun var tre år, og hvor hun siden boede hos sin mor. Foto: Privat

Anja med sine forældre og søstre. Anjas forældre gik fra hinanden, da hun var tre år, og hvor hun siden boede hos sin mor. Foto: Privat

- Jeg har altid haft medlidenhed med min far, og jeg har altid følt, at han havde nogle dæmoner at slås med, og i dag ved jeg jo, at han også havde angst og noget psykisk, han døjede med. Nogle gange kan et svigt godt være det, der gør, man bliver stærkere. Jeg var altid flov over min far, og sagde aldrig, at han var alkoholiker, fordi det var sådan lidt tabu. Så jeg har også levet et liv, hvor jeg skulle skjule noget, og det befinder man sig jo ikke godt med, fortæller hun.

På trods af at kommunen ved, at Anja har været ansat til at passe sin egen dødeligt syge mor, er der ingen, der tager hende i hånden og spørger:

- Hey Anja. Hvordan har du det?

Havde de gjort det, havde de fået svaret: Ikke godt. Slet ikke godt.

Derfor flytter hun væk fra Frederikshavn og til Aalborg, hvor hun møder Morten. Hun bliver smaskforelsket og flytter hurtigt ind hos ham. Hun er stadig sårbar, for indtil nu har hun stadig ikke bearbejdet sorgen fra sin mors død, men Morten giver hende den tryghed i sit liv, som hun har manglet.

Hun opsøger sin nye læge. Hun har brug for at fortælle, hvordan hun har det - og har haft det i mange måneder.

- Har du overvejet at begynde på lykkepiller, spørger han.

Det havde hun ikke, men det mente lægen, var løsningen. Så Anja kom på antidepressiv medicin.

Sammen med sin kæreste træner hun meget og i starten har hun det egentlig meget godt. Men på et tidspunkt finder hun sin skygge af sig selv liggende på sofaen med slik og cola.

- Vil du ikke med ned at træne, spørger Morten.

- Nej, jeg er træt, svarer skyggen.

På vejen hertil har hun tabt noget meget vigtigt: Sig selv. Morten er til den jaloux side og begynder at forlange, hun ændrer på sig selv.

- Tag en sweatshirt på over din top, siger han.

icon

Det var det, der var med til, at jeg snublede og faldt ned i hullet

Anja Lovén

Hun gør, hvad han beder hende om, og hun synker mere og mere ned i en identitet, der ikke er hende. Hun begynder at tage på i vægt, den friske, sprøde pige forsvinder, og hun er konstant bange for, om Morten er træt af hende.

Så hun spørger ham - hele tiden.

- Jeg tror til sidst, at jeg blev for omklamrende. Min søster kunne heller ikke kende mig til sidst i forholdet, fordi jeg gik fra at være den her selvstændige pige, der gik fra at være glad og trænede til at være meget indelukket og var ikke glad længere, fortæller hun.

Og så vil Morten have en pause. Og det vil Anja ikke. Det er enten alt eller intet. Hun forlader ham og ser ham ikke igen før flere år senere.

Det bliver bristepunktet.

- Det var det, der var med til, at jeg snublede og faldt ned i hullet, siger hun.

Anja Lovén

Anja Lovén er født 4. september i Frederikshavn, hvor hun er vokset op sammen med sin mor og sin tvillingesøster og sin 10 år ældre storesøster.

Efter gymnasiet blev hun stewardesse, og siden fik hun arbejde i en tøjbutik, men drømmen om at lave nødhjælpsarbejde i Afrika trak, og som 31-årig rejste hun til kontinentet første gang. Få år efter etablerede hun organisationen DINNødhjælp for at hjælpe de såkaldte heksebørn i Nigeria.

I dag driver hun organisationen børnecentret Land of Hope, hvor der lige nu bor 74 børn. Anja Lovén, hendes mand, David, og resten af teamet foretager også oplysningsarbejde ude i landet for at komme overtroen, der stempler børnene som hekse, til livs.

I 2016 blev hun kåret som en af verdens mest indflydelsesrige personer af det østrigske magasin Ooom, og Dalai Lama har kaldt hende ”sin personlige helt”.

Hun har sønnen David Jr. sammen med sin mand, David.

”Heksebørnenes mor. Min rejse til håbets land” udkommer 18. februar på Politikens Forlag.

Anja Lovén som stewardesse for Maersk Airlines. Foto: Privat

Anja Lovén som stewardesse for Maersk Airlines. Foto: Privat

Mad-og træningshelvede

Anja gør comeback i fitnesscenteret, hvor den ene træning overhaler den anden i lidt for høj fart. Hendes træning går fra at være et frirum til en kontrolleret del af hendes liv og det samme gør hendes mad.

- Du må kun spise et æble. Du må ikke spise noget de næste tre dage, fortæller stemmen i hendes hoved.

- Når jeg tænker tilbage, var det ikke sådan, så jeg tænkte, at jeg var mega tyk, og at jeg skulle tabe mig. Jeg havde bare ubevidst et behov for at kontrollere noget i mit liv, for jeg kunne ikke kontrollere min mors sygdom. Efter min mor døde, skulle jeg havde haft et psykologforløb. Det med at gå fra at flyve som stewardesse og leve livet, have drømme og verden foran fødderne, og så til lige pludselig at skulle befinde sig i sådan et sygdomshelvede, og det har jeg aldrig fået bearbejdet. Jeg havde ikke succes med noget, så jeg fandt ud af, at hvis jeg spiste mindre, så tabte jeg mig, fortæller hun.

Anja stoppede med at fylde benzin på maskineriet, og til sidst gik hun i stå.

- Træningen blev der jo mindre af, fordi jeg havde færre kræfter, og så blev det anoreksien, der fyldte. Det var også i den periode, hvor jeg startede på sygeplejeskolen, og det var jeg nødt til at droppe ud af, fordi det eneste jeg tænkte på i timerne var, at jeg var sulten, og hvad jeg skulle spise.

169 centimeter høje Anja vejede 45 kilo og var 26, da hendes søster fik hende indlagt på psykiatrisk afdeling på Aalborg Hospital.

Hendes krop er så tynd, at hun ikke kan helt normale ting, uden det gør ondt. Hendes hår falder af i store totter, og det er langt mere end 28 dage siden hendes sidste menstruation.

- Jeg kunne ikke gå eller ligge på ryggen, jeg var skind og ben.

Og flov. Anja er meget flov.

For Anja blev mad og træning mere og mere kontrolleret. Foto: Privat

For Anja blev mad og træning mere og mere kontrolleret. Foto: Privat

Endelig noget (fysisk) behandling

- Jeg synes ærligt, det var mega pinligt at blive indlagt. Det var lidt sådan, da jeg blev indlagt, at jeg tænkte ”ej, hvad fanden, hvor pinligt at du er her”. Jeg har jo aldrig sagt højt, at jeg har været indlagt på psykiatrisk afdeling, så lyder det som om, jeg har været psykisk syg, og det føler jeg jo aldrig, jeg har været. Når piger første gang får anoreksi, sker det jo oftest i 13-14 års-alderen, og jeg var næsten 27 år og vidste godt, at det ikke var skidesmart.

Anja skulle slippe kontrollen og begynde at spise regelmæssigt, så hun kunne blive rask Hun var måske ikke den klassiske anorektiker, fortæller hun selv. Hun kan nemlig godt lide mad, og var ikke stoppet med at spise, fordi hun følte, hun var tyk, men fordi det var det, hun havde størst kontrol over.

icon

Selvfølgelig mærkede jeg, at jeg gav lidt slip på min kontrol, ved at jeg spiste, det kunne også godt provokere mig lidt i starten

Anja Lovén

Så da sygeplejerskerne sad ved hende og så på, når hun spiste, for at sikre, at hun spiste det op, påtog hun sig en rolle. For deres skyld.

- Jeg syntes jeg lidt, det var pinligt, at der skulle sidde en der og holde øje med mig. Skulle jeg for eksempel spise havregrød om morgenen, forventede de jo, at der sad den her anoreksitynde pige, som de skulle støtte spiste. Så jeg følte lidt, at jeg skulle sidde og stikke i maden, og at jeg skulle spise langsomt, selvom jeg egentlig havde lyst til at spise det.

Selvom Anja med rationelle tanker godt vidste, at det var en dum situation, hun stod i, var der stadig noget, hun skulle slippe. Hendes faste følgeven - kontrollen.

- Selvfølgelig mærkede jeg, at jeg gav lidt slip på min kontrol, ved at jeg spiste, det kunne også godt provokere mig lidt i starten. Det var et kæmpe nederlag for mig, for det var på en absurd måde en sejr for mig, når jeg kunne kontrollere noget, men samtidigt kunne jeg jo godt se, at det var skideskørt, siger Anja.

Anja var indlagt i to måneder, hvor hun modtog behandling. Altså, hun modtog behandling for sin anoreksi. En gang om ugen talte hun med en psykolog, og ellers var hun overladt til sig selv.

- Jeg reddede mig selv. Når jeg tænker tilbage, så er den eneste hjælp, jeg har fået, egentlig bare, at der var et personale. Jeg følte sgu ikke, der var så meget hjælp. Det var en fysisk behandling, og så var der nogle, der holdt øje med, hvad jeg spiste. Jeg tror, der gik en måned, inden jeg begyndte at tale med en psykolog, og det foregik ved, at jeg blev sendt ned på en anden afdeling, hvor der var en psykolog, og så sad vi og snakkede i en time en gang om ugen, og resten af ugen var jeg kun under opsyn, når jeg skulle spise.

Når hun ikke var under opsyn, kunne hun gå ud på det store badeværelse og lave gymnastikøvelser. Den drillede stadig lidt, den kontrol, og ingen vidste, at hun gik ud for at forbrænde nogle af de kalorier, hun tidligere havde indtaget under opsyn.

Mange af os kender nok Anja sådan her: Med varme, åbne arme. Men rejsen til at være heksebørnenes mor har været lang. Foto: Privat.

Mange af os kender nok Anja sådan her: Med varme, åbne arme. Men rejsen til at være heksebørnenes mor har været lang. Foto: Privat.

- Hvis jeg nu havde været 16 år og blev indlagt, og der kun var det opsyn, jeg oplevede, så kunne man fortsætte med at være syg. Det var kun fordi, jeg var voksen, og faktisk godt vidste, hvad det her drejede sig om, og at jeg selvfølgelig skulle tage på i vægt, fortæller hun.

Hun begynder at vælge mere kalorietung mad med et mål for øje: At komme hurtigere ud. Da Anja to måneder senere rammer 51 kilo vil hun gerne hjem, og hun får fat i sin søster.

- Jeg kan huske en af de sidste besøg, hvor min søster kom, sagde jeg ”jeg skal ud herfra”. Der var jeg virkelig ved at få vanvid, for jeg følte mig helt malplaceret, og jeg var kommet til kræfter. Men de (personalet red.) ville have, jeg skulle op og veje 55 kilo, men jeg var jo ikke tvunget, så jeg sagde bare til min storesøster, at nu skulle jeg hjem.

Dødsangst

Fysisk var Anja tilbage. Hun flyttede fra Aalborg til Aarhus, hvor hun fik arbejde i en tøjforretning, hvor hun var så god, at hun efter et år bliver butikschef. Hun beskriver selv, at hun var et godt sted i sit liv: Ikke deprimeret, men heller ikke vildt lykkelig.

Hun havde egentlig en tryg hverdag, men hun var ikke kommet et skridt nærmere hendes drøm: Om at gøre noget mere. Være mere. Længslen om at komme ud i verdenen, og specialt Afrika, boede stadig i hende. Og den ville bare ikke forlade sin plads.

Identitetskrisen rammer igen snart 30-årige Anja. Hun begynder at kontrollere sin mad igen og taber sig, så hun igen kommer under 50 kilo. Og så vælter hun sanseløst fuld rundt i Aarhus i weekenderne og rammes hver søndag af alvorlige sunday blues.

icon

Jeg kan ikke trække vejret. Jeg har kræft. Jeg dør

Anja Lovén

- Det var ikke så meget omkring min mor, og jeg havde heller ikke kærestesorger, det var mere, at nu havde jeg fået det her nye liv, men jeg havde stadig ikke skabt noget lykke. Jeg var også ved at blive ældre, så det ramte mig lidt det her med ”har du overhovedet udrettet noget?”, fortæller hun.

Hun følte sig ikke længere god nok, og på arbejdet forsøgte hun at holde sig oven vande med en konstant hjertebanken i brystkassen.

Og så ramte spaden hende i ansigtet.

- Jeg kan ikke trække vejret. Jeg har kræft. Jeg dør, fortæller hendes tanker hende.

Og det var første gang, hun stod ansigt til ansigt med sin angst i ny form: Dødsangst.

- Jeg har jo nok fået det, fordi jeg har set min mor dø, fortæller hun.

Anjas nye læge sende hende på Aarhus Psykiatriske afdeling med beskeden om, at hun skal have behandling. Og selvom det for Anja var endnu en tur ned i et hul og et skridt længere væk fra hendes store drøm om at gøre mere, være mere, så skulle denne indlæggelse vise sig at få kæmpe stor og vigtig betydning for Anja.

For her er der nemlig en, der taler med hende om, hvad der er sket i hendes liv.

- Der begyndte jeg at få den behandling, jeg burde havde haft for mange år siden. Langt om længe begyndte jeg at få noget ordentlig terapi, og jeg kom ovenpå og blev så stærk, at jeg pludselig havde den der følelse af, at nu var jeg klar til at erobre Afrika og udleve mine drømme.

Så det gjorde hun. Anja var kommet ud af anoreksien, ud af kontrollen, ud af depressionen og ud af angsten. Og i dag har hun kæmpe succes med sin nødhjælpsorganisation, DINNødhjælp, fundet sit livs kærlighed, som hun har fået en søn med.

Anja med sin søn David Jr. Foto: Privat

Anja med sin søn David Jr. Foto: Privat

- Jeg tænker tit på unge mennesker, der ikke har nogle søskende og føler sig meget alene og måske ikke rigtig får noget hjælp, fortæller hun og fortsætter.

- Uanset hvad de bakser med, så skal de tro på sig selv, finde den indre styrke frem og så sige til sig selv ”jeg kan godt. Jeg er værdifuld”. Og for guds skyld lad være med at tænke på, hvad andre tænker og været præget af andres holdninger og meninger, for man kan ikke bruge det til noget. Man skal ikke være bange for at råbe om hjælp, man er ikke et svagt menneske, fordi man råber om hjælp.

Du skal fandeme ikke styre mit liv

Hvis du står et mørkt sted i dit liv, hvor du ikke tror, du kommer ud på den anden side og ikke tror, du vil få succes, så tænk på Anja. Lær af Anja.

icon

Jeg har også været der, hvor jeg ikke turde gå ud for en dør, uden jeg fik en beroligende pille

Anja Lovén

- Hvis jeg, lille Anja fra Frederikshavn, kan opnå noget så stort, og man så kigger tilbage til 2006, hvor jeg ligger på Aalborg psykiatriske afdeling og ikke føler, jeg har noget at se frem til i livet. Jeg har også været der, hvor jeg ikke turde gå uden for en dør, uden jeg fik en beroligende pille, men jeg har hele tiden sagt til mig selv ”fuck det”, jeg har hele tiden sagt, at mit liv er for kort, og den angst skal ikke styre mig. Hvis det er angst, er man nogle gange også bare nødt til at acceptere, at det er en del af den, man er, og hvis man mærker den, så bare sig ”hej angst, du er her nu, velkommen. Du må gerne være her, men du skal fandeme ikke styre mit liv”. Man skal bare acceptere sine svagheder og sige, at de er en del af sig selv, og det skal man lære at leve med i stedet for at modarbejde de tanker og den angst.

For det er ikke fordi, at angsten og OCD'en fuldstændigt har forladt den seje power woman, vi ser.

- Jeg har levet med det her, siden min mor døde, der var jeg 23 og nu er jeg 41, og forinden det havde jeg noget OCD, fordi jeg voksede op med en far, der drak. Nu kan jeg godt mærke, når jeg skal geare ned.

Forleden var hun ude at køre. Pludselig mærker hun, at hun får hjertebanken. Havde det været for 15 år siden, havde tankerne sagt:

- Nu dør jeg, nu dør jeg.

Men i dag rammer det ikke hende længere. Det får det simpelthen bare ikke lov til. Hun lever et normalt liv, eller, så normalt det nu kan være, når man er super succesfuld med sin egen nødhjælpsorganisation og rejser rundt med foredrag, giver interviews og er i henholdsvis Nigeria og Danmark. Psykologen er sluppet, og hun har ikke været indlagt siden.

- Og det skal jeg forhåbentlig ikke igen, tilføjer hun.

- Jeg er meget obs på det (angsten red.), og man skal ikke kæmpe imod. Man lærer bare så meget, når man har været igennem det. Angst er jo også kroppens signal til at fortælle, at man skal geare ned. Mange der går ned med stress starter tit med et angstanfald, hvor man lige pludselig begynder at græde og pludselig får hjertebanken. Når jeg begynder at mærke en utryghed, så begynder jeg at kigge mig rundt omkring og se, hvor meget jeg har gang i. Det styrer ikke mit liv, men jeg vil aldrig blive angstfri. Man skal lære at leve med det og acceptere det, og så tror jeg faktisk, det er den bedste måde at komme videre på, slutter hun.

Tænk på Anja. Lær af Anja.

Anja, hendes kæreste David og deres søn David Junior. Foto: Privat

Anja, hendes kæreste David og deres søn David Junior. Foto: Privat

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Kæmpe politiaktion i Aalborg Øst
Luk