”Dido and Aeneas”

Den amerikanske sopran Joyce DiDonato besidder en stemme og et foredrag, som gør mirakler ved de roller, hun kaster sig over, i særdeleshed når det gælder den tidlige barokopera. I denne omgang fik vi lejlighed til at opleve hende som Dido i en koncertopførelse af Henry Purcells ”Dido and Aeneas” fra 1680’erne, en af de allerførste engelske operaer. Hun var i selskab med en række unge, internationale sangsolister og det italienske Il Pomo d’Oro orkester og kor, som har specialiseret sig i netop tidlige barokoperaen, og som er ledet af den fremragende dirigent Maxim Emelyanychev.

Operaen beretter om dronning Dido fra Karthago og hendes kærlighed i den trojanske krigshelt Aeneas, et forhold som imidlertid forpurres af onde hekse. Historien ender (naturligvis) tragisk, Dido synger sin berømte lamento over tabet af sin elskede, og hun tager til sidst sit eget liv, hvorefter koret slutter den tragiske historie af på allersmukkeste vis.

Didonato skabte magi i rollen med sin totale indleven i rollen som Dido, hvor hun i hver eneste tone formåede at udtrykte nuancer af skiftende sindstilstande og stemninger, sorg, vrede, kærlighed, tvivl osv. Hendes stemme med det enorme omfang kunne være glødende højdramatisk det ene øjeblik og hviskende smertefuld det næste, altid fokuseret og magisk nærværende. Hendes lamento i sidste akt stod åndeløst smukt i et smertende pianissimo, som ramte dybt.

DiDonatos med-solister var alle i særklasse med Andrew Staples i rollen som Aeneas med den smukkeste slanke tenortimbre, vi har hørt på disse breddegrader i lang tid. Også Fatma Said i rollen som Belinda lyste op med sin udtryksfulde, lyse sopran, og i en mindre rolle hørte vi en fabntastisk contratenor, Hugh Cuttings, som den falske Merkur. Endelig foldede Beth Taylor sig ud for fulde gardiner som den lunefulde heks, godt suppleret af sine to onde medhekse.

Også Il Pomo d’Oro-orkestret under ledelse af Emelyanychev skabte dybde i dramaet med deres præcist koreograferede og levende akkompagnement til solisterne, ligesom koret holdt dramaet levende med en rigdom af udtryksnuancer undervejs, særligt gribende i epilogen, som stod distancen ovenpå Didos lamento.

Forinden havde det fremragende ensemble præsenteret os for Carissimis oratorium, ”Jephta” (dog uden DiDonatos selv), som var komponeret i Rom ca. 30 år tidligere. Den gammel-testamentelige historie beretter om Jefta, som fik hjælp af Gud til at besejre ammonitterne mod at love, at han ville dræbe det første levende væsen, der mødte ham ved hjemkomsten. Det blev ulykkeligvis hans egen datter, deraf oratoriets tragiske slutning, det meget beundrede og udtryksfulde lamento for kor og orkester.

Også her fyldte solisterne deres roller smukt ud, Andrew Staples som Jefta og Carlotta Colombo som datteren Filia, men det var koret og orkestret, man især var fokuseret på, en nedtonet orkestrering med originalinstrumenter, tre violiner, tre viola da Gamba og den udvidede continuogruppe med cello, violone og hele to therber, cembalo og orgel. Der var lagt megen omhu i udformningen af continuostemmen, som rummede masser af fine effekter til understregning af dramaets udvikling.

Det var overraskende at opleve en sal, som vel knap var halvt fuld til denne enestående begivenhed. Man må håbe, at det billede ændrer sig, når DiDenato igen gæster Musikkens Hus som artist in residence 15. marts, hvor repertoiret bliver barokarier i nyere, opdaterede versioner.