Indbrud i Coolshop-lager: to mand taget på fersk gerning - politihund snusede en tredje tyv op
Politipatrulje undrede sig over lys i lagerbygning natten til søndag
Opdateret 25. oktober 2021 kl. 15:44
NØRRESUNDBY: En politipatrulje, der undrede sig over, at der var lys i en lagerbygning på Loftbrovej i Nørresundby, førte natten til søndag til anholdelse af tre mænd - en på 20 år og to på 22 - der var i gang med et indbrud.
De tre mænd er søndag over middag blevet fremstillet i et grundlovsforhør for lukkede døre ved Retten i Hjørring.
Ifølge Nordjyskes oplysninger blev de tre mænd taget på noget nær fersk gerning. De to var inde i Coolshops nye lagerbygning på Loftbrovej i gang med at køre varer for over 340.000 kroner ud fra bygningen med en truck, mens det lykkedes en tredje mand at stikke af fra stedet, da politiets patrulje ankom.
Politiet mener, at de mange varer skulle have været kørt ud på en lastbil, som holdt lige i nærheden af indbrudsstedet.
De to blev straks anholdt, mens den tredje mand blev snuset op af en politihund omkring 700 meter fra lagerbygningen nær en tankstation ved Kvickly i Bouet.
Her lå manden og trykkede sig, men det lod politihunden sig ikke narre af.
- De tre er alle blevet fængslet frem til 8. november, så vi kan få opklaret, hvad der er foregået. De nægtede sig alle tre skyldige, men ville i øvrigt ikke udtale sig, forklarer anklager Jette Rubien.
Ingen af de tre, der alle kommer fra Odense-området, kærede dog fængslingen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.