3. Limfjordsforbindelse

Minister er glad: Ingen asbest på Limfjordens bund

Der er ikke fundet asbest eller PFAS i prøver fra havbunden

Havbunden omkring Egholm rummer ikke ubehagelige overraskelser.
Havbunden omkring Egholm rummer ikke ubehagelige overraskelser. Privatfoto

Opdateret kl. 19:02

Der er ingen grund til at frygte, at byggeriet af en 3. Limfjordsforbindelse skulle skabe en ny asbest-katastrofe i Aalborg. 

Det er konklusionen på de undersøgelser, som Vejdirektoratet har foretaget. 

I løbet af foråret blev der indsamlet prøver fra havbunden i de områder af Limfjorden, der vil blive berørt af anlægsprojektet for 3. Limfjordsforbindelse over Egholm.

Analyserne viser, at der ikke er konstateret indhold af hverken asbest eller PFAS i de udtagne prøver, og at havbunden i de undersøgte områder af Limfjorden generelt er fri for væsentligt indhold af miljøskadelige stoffer. 

- Det er jeg meget glad for. Vi tager borgernes bekymringer alvorligt, men her var der heldigvis ikke noget at komme efter.  Hvis der var blevet fundet asbest, så havde det været vanskeligt at håndtere, siger transportminister Thomas Danielsen (V).  

Der pågår stadig undersøgelser af projektets mulige konsekvenser for dyreliv, men ministeren regner med, at den tidligere udmeldte tidsplan holder. Anlægsloven skal til afstemning i folketinget i løbet af 2024, og byggeriet skal gå i gang i 2025.

I det nye finanslovsforslag er projektprisen steget til knap ni milliarder kroner. Kan det få konsekvenser?

- Prisen på alle anlæg er påvirket af den stigende inflation, men vi prioriterer de nødvendige midler. Det er en bred aftale, som et stort flertal står bag, og den aftale står regeringen naturligvis ved, siger Thomas Danielsen, der afviser at i sætte gang i en egentlig undersøgelse af andre alternativer som en udvidelse af den nuværende tunnel. 

- Forbindelsen over Egholm er aftalt, og så vil det være spild af borgernes tid og penge hvis vi sideløbende satte gang i nye undersøgelser, siger ministeren. 

Grundige undersøgelser

Ifølge Vejdirektoratet er der tale om en meget grundig undersøgelse af Limfjordens havbund, der er blevet analyseret for en lang række miljøskadelige stoffer. Listen tæller blandt andet tungmetaller, tributyltin, de industrifremstillede PCB-stoffer, 21 forskellige PAH-stoffer, 22 PFAS-forbindelser, phenoler, bromerede flammehæmmere og de såkaldte blødgørere.

Enkelte steder er der fundet et svagt forhøjet indhold af PAH-stoffer, der kan stamme fra tjærede fiskegarn, ligesom nogle få af de i alt 5.600 analyser viser et mindre indhold af tungmetaller, herunder bly og kobber, samt TBT fra bundmaling på skibe – men niveauerne giver ikke anledning til bekymring. Blandt de øvrige miljøskadelige stoffer, som er blevet eftersøgt i havbundssedimentet, er der fundet spor af bromerede flammehæmmer i en enkelt prøve, phtalater i fem prøver, PCB’er i 20 prøver og nonylphenoler i 15 prøver. Alle fund er dog i meget lave niveauer.

Vejdirektoratet har indsamlet prøver fra 33 områder af fjorden. Langt de fleste af prøverne er foretaget syd for Egholm, hvor der skal anlægges en sænketunnel og nord for Egholm, hvor der skal anlægges lavbroer, men også på fire andre steder i Limfjorden for at skaffe øget viden om fjordens generelle tilstand. Det overordnede billede er, at Limfjordens havbund i det undersøgte område ikke indeholder væsentlige mængder af miljøfremmede stoffer, og at der derfor ikke er behov for særlige foranstaltninger ved opgravning og bortskaffelse af havbundssedimentet.

De mange miljøprøver er indsamlet af en dykker med såkaldt kajakrør og omfatter havbundssediment fra de øverste ca. 30-60 cm af sedimentet i hvert af de angivne prøveområder. Der er både foretaget laboratorieanalyser af sediment fra toppen og bunden af kajakrørene.

Det vurderes, at der i alt skal udgraves ca. 1.000.000 m3 havbundssediment for at få plads til sænketunnelen, og alt havbundssediment vil blive transporteret til sedimentdepoter ved Rærup eller Vester Hassing øst for Aalborg.

Vejdirektoratet har planlagt analyseprogrammet i samråd med Miljøstyrelsen, og den uvildige rådgivervirksomhed Sweco har udarbejdet oplæg til den endelige undersøgelse, og prøverne er udtaget af Naturfocus. Vurderingen af analyseresultaterne bliver foretaget af Sweco og indarbejdet i den supplerende miljøvurdering for 3. Limfjordsforbindelse, som forventes færdig i løbet af efteråret.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden