Isolering i tag på nyopført villa ulmede videre
Nordjyllands Beredskab måtte fredag aften på ny rykke ud til Vester Hassing
VESTER HASSING: Et uheld kommer sjældent alene, og det kan håndværkerne på et hus i Vester Hassing skrive under på. Torsdag udbrød der nemlig brand i isoleringen på et nyopført hus på Ved Jernbanen i Vester Gassing, og fredag måtte Nordjyllands Beredskab på ny til den uheldsramte villa i Vester Hassing.
Klokken 18.08 fredag indløb der nemlig alarm til Nordjyllands Beredskab i Aalborg Kommune.
Ilden havde ulmet siden branden torsdag kort før middag, og nu måtte beredskabet tilkaldes for at slukke ulmende gløder i isoleringen.
- Man har brugt papirulds-isolering, som sprøjtes ind i tagkonstruktionen. Når vi normalt har en brand, så kan vi løfte isolerings batts væk og være helt sikre på, at vi har fået slukket al ild. Men denne type isolering ligger og pakker sig, forklarer indsatsleder Bent Pedersen.
Derfor kan ilden ligge længe og ulme og også udvikle en del røg.
- Nu kommer byggefirmaet og suger isoleringen væk, for vi er lidt kede af at ødelægge bygningen mere end nødvendigt, så vi efterslukker det i små doser, fotrtæller indsatslederen, der havde fem mand og en holdleder med sig og i godt halvanden time reelt efterslukkede på torsdagens brand.
Bent Pedersen oplyser, at hele tagkonstruktionen på det omkring 200 kvadratemeter store hus er ødelagt, mens resten af huset ikke har taget skade. Der er tale om rå indermure uden døre og vinduer, og installationer i huset er der heller ingen af.
- Det, der kan tage skade, har taget skade nu, lyder det fra indsatslederen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.