Og jeg står ved, at jeg i adskillige tilfælde har defineret det som en gøglersport over for mine omgivelser.

I mine øjne er det en sportsgren, hvor det ene hold snildt kan være foran med syv mål, men hvor kampen alligevel altid ender 29-29, hvorefter spillerne kaster hænderne i vejret og råber, mens alle på tilskuerrækkerne fanatisk laver larm med deres klappepølser. 

Det er ikke fordi, mine forældre ikke forsøgte. Da jeg var barn, blev jeg slæbt med i den ene uopvarmede håndboldhal efter den anden og startede sågar selv til håndbold som 10-årig. 

Det holdt tre gange, og kun kærligheden til hal-fritter med remo har hængt ved.

Men nu er jeg blevet grebet. Ikke af håndbold generelt, men af det, Aalborg Håndbold formår. Det er simpelthen kommet snigende de seneste år. 

Hvad er det, Aalborg Håndbold gør, der kan få selv en "anti-håndbold"-type som mig til i sidste ende at overgive sig? Det er der, som jeg ser det, minimum tre årsager til, som man lidt kækt kunne døbe de tre F'er: Figurerne, fansene og fortællingen.

Figurerne - personerne i klubben både på og uden for banen - er noget af det, der først springer i øjnene. 

Møllgaard, Landin og den største af dem alle: Mikkel Hansen, men også direktør Jan Larsen og mange, mange tidligere trænere og spillere. Personer, der netop har været det: Hele mennesker, tydelige og med mod og lyst til at stå ved sig selv. 

Det kan synes tilfældigt, men er det naturligvis ikke. Når en klub over en årrække kan levere den ene personlighed efter den anden, er det, fordi Aalborg Håndbold har søgt dem og skabt et miljø omkring klubben, hvor lederskab og personlighed er efterspurgt og bliver værdsat.

Fansene - dem med klappepølserne - har vist sig som så meget mere end støjsendere. Selvom jeg kan love, at man aldrig finder mig på stolerækkerne i Aalborg Øst, kan jeg ikke lade være med at trutte i hornet for den fankultur, Aalborg Håndbold har skabt. 

Det er tydeligvis et anderledes fællesskab om sport end det, man finder om de fleste klubber, hvor viden om opstillinger og skarpe spilanalyser kan synes at være adgangsbilletten til en plads i hulen.

Aalborg Håndbold favner en bred gruppe af fans, der kommer i alle aldre, køn og fra hele landet. Fansene er investerede og tager i stort tal med til udebanekampe overalt i Europa, men det er diversiteten i fællesskabet, der udmærker dem. 

Og så er der naturligvis fortællingen om Aalborg Håndbold, der bare er formidabelt turneret af hele holdet rundt om holdet: 

Den lille opkomling fra den nordligste udkant af et lille land, som turde at drømme stort. Og sige det højt. Som med en uimponerethed og professionalisme har bevist, at klubbens succes ikke er noget forbigående, pustet op af en investor på gennemrejse.

De tre F'er gør, at jeg er blevet fan af håndbold, så længe der står Aalborg foran.

Om det var endt sådan, hvis klubben ikke havde haft succes på succes den seneste håndfuld år? 

Givetvis ikke. Ligesom virksomheder bliver målt på bundlinje, er det naturligvis resultaterne, der gør forskellen inden for sport.

Aalborg Håndbold er beviset på, at det er vigtigt at vinde kampe. Men også at det er værdifuldt at turde være sig selv - og drømme stort.