- Jeg har svært ved at blive begejstret for kebab i Aalborg - men her gør de det godt

Takeaway-steder i Aalborg kalder sig byens bedste. Men kan det nu passe?

Foto: Mark Russell

Sammen med min kollega står jeg på parkeringspladsen foran banegården i Aalborg. Normalt er dette et opsamlingssted for rejsende, men i dag er vi her, fordi vi skal prøve kræfter med madstedet ”Spor 1”. Facaden af bygningen giver ikke meget væk. Langs bygningens tag ser man stedets navn i store hvide bogstaver, og så kan man på et aflangt skilt læse, at der er döner, pide (tyrkisk pizza), pizza, burger og tyrkisk brunch. Men hvad der præcis venter bag den hvide dør, ved vi endnu ikke.

Researchen hjemmefra fortæller os dog, at det her umiddelbart skulle være et klassisk pizza- og kebabsted, som tilbyder en række ekstra tyrkiske retter, man ikke normalt finder andre steder.

OM ANMELDEREN: MARK RUSSELL

- Mark Russell, 27 år.

- Morgenvært hos Radio NORDJYSKE

- Anerkender smuk mad, men ikke på bekostning af smag og mængde

- Hader takeaway-steder, som har deres fede koncepter mere i munden, end de har i maden

- Elsker pizza, burgere og sandwiches, men bliver gradvist gladere og gladere for de sundere takeaway alternativer

På hjemmesiden står der også:

”SPOR1 i Aalborg har mere end 20 års erfaring med at lave god mad til vores gæster. Gennem årene har vi fået relativ mange positive respons fra vores gæster, således at vi i dag kan kalde os for byens bedste take-away restaurant.”

Okay, her er der noget at leve op til, tænker jeg! Men nu må vi se, hvad der venter på den anden side af indgangsdøren.

Da jeg træder ind i restauranten, fyldes mine næsebor af den karakteristiske kebabduft. Og fra højtalerne strømmer en slags soulmusik, som senere bliver til julemusik. Sikke en god start!

Jeg spotter brune træborde, klassiske sorte restaurantlædersofaer og så er der malet et billede af Kim Larsen på væggen. Er det en slags dansk/tyrkisk-integration med mad og musik som virkemidler…? Og så er der disken, som i den grad er en sand klassiker inden for take away-restauranter: rustikt træ med stenbeklædning.

Ved kassen bliver min kollega og jeg mødt af en mand, der neutralt og hurtigt tager imod vores bestilling. Når nu vi er i det tyrkiske køkken, er det oplagt at prøve en af de traditionelle tyrkiske retter, så vi kaster os over en gang iskender kebab til 89 kr. pr. portion.

Denne kebabart består oprindeligt af döner kebab skåret af lammekød, som så placeres ovenpå stykker af pitabrød. Henover kødet hælder man tomatsauce og smeltet gedesmør og yoghurt. I denne udgave er lammekødet dog udskiftet med oksekød, og så er der creme fraiche ovenpå tomatsaucen - i stedet for smeltet gedesmør og yoghurt.

Min medspiser og jeg sætter os og venter på maden, og så er det jo altid spændende, hvor hurtigt det går. Desværre må vi kigge rigtig mange gange på uret undervejs, da der fra vi træder ind ad døren, til vi får maden, går hele 19 minutter. Der er ikke rigtig andre kunder, og vi får ikke noget at vide om ventetiden, så dette trækker klart ned. Havde der været tale om en reel frokostpause, hvor vi kun havde præcis 30 minutter til rådighed i alt, så havde vi været presset, hvis vi også skulle nå tilbage til arbejdspladsen, og så først derefter indtage maden.

Nuvel. Efter de 19 minutter får vi to af de klassiske hvide take away-varmebakker med hver vores ret i. De førnævnte elementer af retten er delt snedigt op i hvert sit rum, og da vi får bakkerne, modtager vi mundtligt den information, at retten ikke på forhånd er blandet sammen, da det ville gøre det hele for smattet. Det er godt set, og så er det også god service at nævne det!

Nu venter skæbnens time, og det er med blandende følelser, må jeg ærligt indrømme. For generelt har jeg bare svært ved at blive begejstret for kebabkød i Aalborg. Forklaringen er nok, at jeg har smagt den ægte vare på Nørrebro i København, og det er bare noget helt andet. En opfattelse, som min medspiser også deler.

Foto: Mark Russell

Jeg må dog sige, at den her kebab gør det godt. Og da vores blikke mødes efter den første bid, nikker min kollega også anerkendende. Kødet er forholdsvis saftigt, og man kan godt smage, at det kommer fra en roterende maskine – og ikke en frysepose. Derudover er det krydret fint med spidskommen og en række orientalske krydderier. Godt gået. Og hurra for roterende kød!

Men hvad med tomatsaucen? Jo, den er rød, har en fin konsistens og så er den hverken for tyk eller tynd. Til gengæld mangler der lidt i smagen. Både min medspiser og jeg er enige om, at den ikke ligefrem smager af friske tomater, og den kunne også godt være kraftigere i smagen. Giv os mere kærlighed, autentisitet og styrke, vi er trods alt i det tyrkiske køkken.

Vi forholder os herefter til glutenbunden. Oppe i mit hoved havde jeg forestillet mig et luftigt stykke brød, som var på grænsen til at være lidt slikagtigt. Der er dog ikke meget luft at hente i dette stykke bagværk, som i øvrigt er krydret med en slags krydderiblanding.

Foto: Mark Russell

Jeg har sagt det før og gør det gerne igen: når brød skal være en del af en ret, skal det være virkelig godt, og man skal ikke blive træt af det undervejs. Desværre var det dog ikke tilfældet her. Kvaliteten og smagen i brødet var ikke god nok til, at vi undervejs kunne undgå at blive trætte af det. Min medspiser er et decideret glutenmonster, men selv han delte også denne holdning. ”Her er der for meget brød,” udbrød han spontant undervejs.

Cremefraichen er standard cremefraiche, så der er ikke så meget andet at sige til den, end at den undervejs supplerer de øvrige dele af retten fint – og undervejs justerer smagsintensiteten i retten, som den skal.

Vi har smagt, smagt igen, snakket og vurderet. Min medspiser og jeg er nu klar til at gives vores endelige dom. Kombinationen af elementerne i retten er god, det spiller helt grundlæggende fint sammen. Men der kunne godt være kælet mere for de enkelte dele. Vi får ikke fornemmelsen af, at vi sidder på en autentisk familiedrevet restaurant et varmt sted i Tyrkiet. Og trækker vi så samtidig den lidt høje pris på 89 kroner ind i billedet, så kan vi desværre ikke komme højre op end tre sodavand.

Spor 1 skriver på deres hjemmeside, at de er byens bedste take-away restaurant. Men den køber vi ikke helt. Iskender kebaben er en hæderlig tyrkisk ret – men ikke mere end det. Og 89 kr. er bare for dyrt i forhold til hvad man får.