Pludselig stod Jespers havearbejde i flammer: - Hvad sker der?
Kollegaerne forsøgte at bekæmpe flammerne med sand og skovl, men til sidst måtte alarmberedskabet med bomberyddere tilkaldes
Opdateret 11. september 2022 kl. 10:33
AALBORG: - Hvad fanden sker der, tænkte Jesper Lyngsø Andersen.
En fredelig formiddag i kolonihaverne på Vesterkæret blev pludselig erstattet af politifolk, brandvæsen og bomberyddere, da Jesper Lyngsø Andersen sammen med sine kollegaer var i gang med en omgang havearbejde.
I forbindelse med deres udgravning var de stødt på nogle mursten. Det var intet problem for Jesper Lyngsø Andersen, der med sin gravemaskine fjernede murstenene med et snuptag.
Det skulle han dog ikke have gjort. Kort efter stod flammerne op fra udhulingerne i haven.
Hans kollega var hurtig til at gribe ud efter den nærmeste skovl for at bekæmpe flammerne med sand, men sandet var ikke nok til at slå flammerne ned.
En tredje kollega, som havde været fraværende for at hente kaffe, var ved sin tilbagekomst ikke i tvivl om, at der skulle mere drastiske midler i brug.
- Han mente, vi var nødt til at tilkalde brandvæsenet, siger Jesper Lyngsø Andersen.
Mursten var advarselstegn
Med beredskabet på vej fulgte de tre mænd på tæt hold udviklingen af deres "arbejde".
Pludselig begyndte flammerne at udvikle sig til små eksplosioner, og så fik mændene travlt med at komme væk.
- Vi har lige været i Málaga, så hvis det var eksploderet i hovedet på os, havde vi da nået at få den oplevelse med, siger Jesper Lyngsø Andersen og griner.
Så vidt kom det aldrig. De tre mænd kom ligesom resten af kolonihavens gæster på god afstand af området, der blev afspærret af politiet.
Gisningerne blandt kolonihaveejerne var mange, mens myndighedernes arbejde stod på. Der blev gættet på alt fra et gasudslip til bomber fra 2. verdenskrig.
Der viste sig dog at være tale om et overgravet elkabel, og murstensbrokkerne, som Anders Lyngsø Andersen havde fjernet med sin gravmaskine, var en markering og advarselssignal om ikke at grave dybere.
- Det må være en markering fra gammel tid, så det var ikke til at vide. Det er en kolonihave - vi finder jo mursten og murbrokker overalt, siger kollegaen om fejlen.
For nu er arbejdet i kolonihaven på Vesterkæret indstillet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.