Hjemløse

Kæmpe ombygning: Hjemløse får eget bad og køkken i midlertidige boliger

Fond giver stort millionbeløb til renovering af forsorgshjemmet Svenstrupgård

Arkivfoto: Claus Søndberg
Arkivfoto: Claus Søndberg

Opdateret kl. 08:47

SVENSTRUP: De 250 til 300 hjemløse, som hvert år får en midlertidig bolig på Svenstrupgård i Svenstrup, kan snart se frem til langt bedre forhold.

Af en pressemeddelelse onsdag morgen frem går det, at Den A.P. Møllerske Støttefond har bevilget 25 millioner kroner til bedre boliger på forsorgshjemmet, der er en typisk institution fra 1960'erne med lange, mørke gange og små værelser uden bad og køkken.

Det skal der laves om på, og med fondsstøtten er Aalborg Kommune kommet et langt stykke af vejen. Kommunen lægger selv 10 millioner kroner - i alt er der tale om en ombygning til 50 millioner kroner.

- En gang troede man, at hjemløshed ofte kunne løses med en seng og et måltid varmt mad. Man overså ofte de ressourcer, som den hjemløse borger selv havde. Tankegangen var, at hjælpen alene skulle komme fra personalet. I dag arbejder vi med at skabe en situation, hvor borgeren bliver så kompetent som muligt i eget liv, fortæller leder på Svenstrupgård Dennis Lindhardt-Pedersen.

Det kræver, at de fysiske rammer på forsorgshjemmet matcher den virkelighed, som borgerne efterfølgende vil møde i egen bolig. De mørke gange forsvinder. Pladsen bliver brugt til at forsyne boligerne med bad, toilet og køkken. Beboerne får egen udgang til det fri. Erfaringen fra andre lignende steder er, at det mindsker antallet af personlige konflikter.

Fungerende rådmand Nuuradiin S. Hussein glæder sig over støtten fra Den A.P. Møllerske Støttefond:

- Det er et flot arbejde, der allerede er igangsat på Svenstrupgård. I dag sender vi et klart signal til borgerne om, at hjemløshed er en situation, som det er muligt at ændre på. Det er ikke en social endestation. Så skal vi også have nogle rammer, der ligner samfundet udenfor, siger Nuuradiin S. Hussein i pressemeddelelsen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden