Kærlighed og venskab kommer på glatis i Vendsyssel Teaters juleeventyr

Snedronningen er egentlig et besværligt eventyr, fordi det består af en række forskellige fortællinger, der tilsammen skildrer en symbolsk rejse fra barn til voksen, kampen mellem det gode og det onde og kærlighedens kraft.

I Vendsyssel Teaters meget flotte og mange steder både bevægende og sjove fortolkning lægges hovedvægten på Gerdas forunderlige rejse mod Snedronningens iskolde verden, hvor hun skal overtale barndomsvennen Kaj til at komme med tilbage til varmere himmelstrøg.

Væk fra Snedronningen - tilbage til Gerda.

For Gerda elsker Kaj, og vil gå igennem alskens prøvelser for at finde ham og få ham med hjem igen. Kaj er imidlertid i en slags frivilligt eksil, mens han tænker over evighedens gåde.

Vi er i en slags cross over mellem teatermagi, cirkusakrobatik, trylleri og musik, og stemningen ligger som et præcist anslag hele tiden i baggrunden i form af musik og sang (ved Cecilie Sadolin), der formidler lyden af det kolde nord.

Vi hører vindene suse, skoven tale, dyrene og stilheden og ensomheden ved bålet. Det er meget stemningsfuldt.

Stykket er lidt for lang tid om at komme rigtigt i gang, og det er da også noget af et spring, at vi uden videre skal hoppe fra historien om troldspejlet og de fatale følger, det får, hvis man får en splint i øjet eller, endnu værre, i hjertet.

Men det hører med til forståelsen af, hvorfor Kay en skønne dag lægger det hyggelige barndommens land bag sig og i stedet vælger at slå sig ned hos Snedronningen højt mod nord. Han har fået en splint i hjertet, og han ser ikke mere skønheden i verden og værdien i sit venskab med den uskyldige Gerda, der er godheden selv.

Gerda er fast besluttet på at gennemgå hvad end det skal være af prøvelser og lurende farer ude i den store og skræmmende verden. Hun elsker Kaj, og hun vil have ham tilbage, koste hvad det vil.

Når først handlingen er skubbet i gang, og vi ikke behøver så mange flere forklaringer, løfter stykket sig ikke bare bogstaveligt op under taget, men også både mentalt, symbolsk og dramatisk. Der er sjove påfund til ære for det yngste publikum (og de barnlige sjæle – hvem griner ikke af en højlydt prut), og der er alvor til de voksne at fundere over.

Og hvem blandt publikum har ikke lyst til at få en sød elg på nærmeste hold, efter at Gerda har frelst ham fra en skæbne som en knivkastende røverdatters daglige underholdning?

H.C. Andersen: Snedronningen

• Instruktør: Anna Schulin-Zeuthen
• Cirkusinstruktør: Sunniva Byvard
• Scenograf og kostumedesigner: Marianne Nilsson
• Lysdesigner: Jeppe Lawaetz
• Musiker og lyddesigner: Cecilie Sadolin
• Dramaturg: Ditte Bladt-Hansen
• Medvirkende: Sunniva Byvard, Søren Hauch-Fausbøll, Astrid Pauline Schmidt, Max Behrendt, Cecilie Sadolin
• Vendsyssel Teater, Hjørring, til 17. december

De yngste kan også fundere over, hvor mange ting der kan proppes i en lille kuffert, og hvor tung den så bliver, over svævene væsener, nordlys og skyggespil, hvor figurerne bag forhænget på forunderlig vis vokser og krymper og vokser igen.

Snedronningen er en familieforestilling, og selvom temaerne om kærligheden, der er størst af alt, og hvordan liv og venskaber kan forandre sig i ryk, når man er i grænselandet mellem barn og voksen, er svære at få hold på, så er der ingen uro på rækkerne.

Og et skyldes i høj grad den vidunderlige teatermagi. Der er hele tiden noget, der skal holdes øje med!

Alle på scenen gør det godt, og ikke mindst Astrid Pauline Schmidt som Gerda gør indtryk, når hun svinger sig i trapezen eller kastes (kaster sig) troværdigt hid og did i vinterstormen, men også sammen med Sunniva Byvard (Kaj), når de ruller, danser, hopper og springer i præcist koreograferet lethed.

Alt i alt er det en både smuk, poetisk og bevægende forestilling. Det er ikke en nødvendighed, men det er en god ide at læse eller genlæse eventyret inden teaterturen, så sammenhængene kommer til at stå så klart som muligt for både store og små.