Kærligheden nåede i mål: Carina sagde ja

Aalborg Halvmarathon blev en følelsesladet oplevelse for nordjysk par

- Vil du gifte dig med mig, spurgte Martin Christiansen Carina Rosa ved Aalborg Halvmarathon. Og det ville hun. <i>Privatfoto</i>

- Vil du gifte dig med mig, spurgte Martin Christiansen Carina Rosa ved Aalborg Halvmarathon. Og det ville hun. Privatfoto

AALBORG:Carina Rosa havde krampe og smerter i foden, da hun lørdag løb Aalborg Halvmarathon.

- Efter de første seks kilometer tænke jeg "det her kan jeg ikke", fordi det gjorde så ondt, fortæller hun.

Men Carina holdt ud. Hun ville i mål. Og det kom hun - i mere end én forstand.

- Da der var 100 meter tilbage, spurtede jeg i mål. Det skulle bare overstås.

- Jeg skal sige noget vigtigt

 Lige bag målstregen stod kæresten Martin.

- Han stoppede mig og sagde "jeg skal lige sige noget til dig - det er vigtigt".

Martin satte sig ned på knæ. Så kom det:

- "Vil du gifte dig med mig?" Spurgte han. Jeg svarede "ja, det vil jeg gerne, men jeg har mega-krampe i benet og foden", beretter Carina.

Smerte og glæde

Hun græd, både af smerte og af bevægelse.

- Den havde jeg ikke lige set komme, at han friede til mig dér.

Carina og Martin er begge 30 år, har været kærester siden 2016, har to små børn, og nu skal det være. Nu skal de giftes. 

Datoen er ikke sat endnu. Først skal deres hus udbygges, så der bliver bedre plads til den unge familie - Carina, Martin og børnene på to og fire år.

- Vi har 110 kvadratmeter nu, og når man har to børn, er det for lidt, konstaterer Carina.

Hun er pædagog, kæresten Martin Christiansen tømrer - en fordel, da deres hus blev totalrenoveret og nu skal have en tilbygning.

Forsvandt fra Tinder 

Carinas første date med Martin var ellers lige ved at gå i vasken, dengang for syv år siden.

En bekendt havde oprettet en profil for Carina i datingappen Tinder. Der var et match mellem Carina og Martin, men ved et uheld blev der swipet forkert - Martin forsvandt digitalt.

- Men jeg synes, han så sød ud, så jeg var nødt til at slette hele min profil på Tinder og starte forfra for at finde ham, siger Carina Rosa.

Nåede målet

Hun fandt ham. De blev kærester. Flyttede sammen. Fik børn. 

Og da Martin i lørdags ville løbe med i Aalborg Halvmarathon, ville hun også.

- Han skal ikke komme og sige, at han har gennemført, hvis jeg ikke har, lyder det viljefast fra Carina Rosa.

Som trods sine smerter nåede over målstregen efter 2,5 timer - målstregen, hvor Martin ventede, satte sig på knæ og friede. Endnu et mål var nået.

Carina græd - af smerte og glæde - da Martin friede til hende <i>Privatfoto</i>

Carina græd - af smerte og glæde - da Martin friede til hende Privatfoto

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.