Voldtægt

Kaldte 21-årig luder: 23-årig dømt for to gange voldtægt

Kvinde overfaldet og voldtaget nær Utzonparken i Aalborg

Arkivfoto
Arkivfoto

Opdateret kl. 16:13

AALBORG: En 23-årig nordjysk mand er blevet idømt to år og ni måneders fængsel for en grov dobbelt voldtægt 7. oktober tidligt om morgenen i et område ved Utzonparken i Aalborg.

Det oplyser anklager Eva Madsen, Nordjyllands Politi.

Voldtægten gik ud over en 21-årig kvinde, der ifølge anklageskriftet blev antastet af den 23-årige omkring klokken 04.30 den 7. oktober nær Utzoncenteret i Aalborg.

De to havde mødt hinanden i nattelivet, men kendte ellers kun hinanden perifert.

I Utzonparken havde den 23-årige ifølge anklageskriftet med vold og trusler om vold tiltvunget sig samleje med kvinden og blandt andet sagt til kvinden, at “du er en luder, du har fortjent det”.

Den 21-årige havde ifølge anklageskriftet sagt fra overfor overgrebet og grædt, og på et tidspunkt var det lykkedes hende at komme på benene og løbe væk. Men den 23-årige mand indhentede hende og havde derefter grebet fat i kvindens hår og taget halsgreb på hende, ligesom han - igen ifølge anklageskriftet og kvindens forklaring - slog hende flere gange med flad hånd i hovedet og igen tiltvang sig samleje med kvinden.

Trusler mod familie

Den 23-årige havde også ifølge anklageskriftet truet kvinden med at slå kvinden og hendes familie ihjel, såfremt hun gik til politiet.

– Den 23-årige blev dømt efter anklageskriftet, og retten lagde i dommen stor vægt på kvindens forklaring. Desuden lagde retten også vægt på andre vidners forklaring - vidner, der havde hjulpet kvinden umiddelbart efter voldtægten, forklarer anklager Eva Madsen.

Den nu dømte nægtede sig under hele retssagen skyldig i anklagerne mod ham. Han erkendte, at de to havde haft samleje, men fastholdt hele vejen igennem, at der var tale om et frivilligt samleje. Han ankede da også dommen på stedet.

Alligevel valgte dommeren og domsmændene at sende den 23-årige, der har siddet varetægtsfængslet siden sin anholdelse 7. oktober, til fortsat fængsling, indtil afsoningen af dommen kan påbegyndes.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden