Karneval vil droppe parade
Lokale karnevalsgrupper frygter, at traditionerne udvandes, mens ledelsen kæmper med økonomien
Opdateret 24. september 2024 kl. 11:24
Når Aalborg Karneval hvert år i maj forvandler den nordjyske hovedstad til en sydende sambafest, så er det altid med en international parade af hel- og halvprofessionelle karnevalstrupper fra ind- og udland som startskud før børnekarnevallet og den helt store fest, Stjerneparaden, en uge senere.
Men sådan ser det ikke ud til at blive i 2025.
I hvert fald har ledelsen i Foreningen Aalborg Karneval planer om at droppe den internationale parade, og de tanker er en del af dagsordenen, når foreningen onsdag afholder den årlige generalforsamling.
Planerne har fået talspersoner fra fem lokale karnevalstrupper, som plejer at deltage i den internationale parade, til at fare i blækhuset.
I et debatindlæg på nordjyske.dk spørger de, om karneval kun skal være for børn og fulde folk.
- Giv os mulighed for fortsat at vise verdens karnevalstraditioner til International Parade. Vi bringer gaven og oplevelserne - hvem vil være med til at betale gildet, skriver de og opfordrer Foreningen Aalborg Karneval til at genoverveje.
Afsenderne er Britt Kristensen, formand for karnevalstruppen Virak, Essi Tomobile fra dansetruppen Touch Of Africa, Natasha Tracey, formand for sambaskolen Poco Loco, Birgitte Kloster, formand for masketeatertruppen Dunkelfolket samt Henrik Bengtsen, formand for Alkoholdet.
Jeanett Kaare, udviklingschef og talsperson for Aalborg Karneval, ser debatindlægget som kærlighedserklæring - og ikke en krigserklæring.
Men til syvende og sidst handler beslutningen om økonomi. Og som situationen er, har Aalborg Karneval ikke råd til at fortsætte med en international parade, fastslår hun.
- Vi har udviklet en ny strategi, og vi er begyndt at kigge på, hvor vi tjener penge henne. Og det er altså ikke på den internationale parade, som jeg gerne vil understrege, at alle omkring Aalborg Karneval er meget begejstrede for. Men der er ingen, der vil betale for den. Den koster hvert år mellem 800.000 og en millioner kroner at gennemføre, og vi har lige mistet tilskuddet på knap en halv million kroner fra Aalborg Kommune. Vi må konstatere, at der ikke er nogen, der vil betale for den. Jeg er også stolt af International Parade, men jeg er nødt til at have noget at betale den med, og der er ingen, der står i kø for at betale den, siger hun forud for onsdagens generalforsamling.
Hvis International Parade forsvinder som en selvstændig del af det årlige karneval i Aalborg, som år for år blot er vokset i omfang og popularitet siden starten i 1983, så håber hun, at det kan lykkes at få nogle af de hel- og halvprofessionelle trupper til at blive en del af enten Børnekarnevallet eller Stjerneparaden - eller begge dele.
Jeanett Kaare oplyser, at man i planlægningsgruppen bag karnevallet har arbejdet med tanker om at lade de internationale grupper gå med i Stjerneparaden som de første efter kongevognen.
- Vi vil gerne løfte det kreative niveau på alle vores arrangementer. Kan vi flytte noget af energien fra International Parade over på Stjerneparaden og gøre den flottere, så vil det også kunne noget, siger hun.
Den model køber man ikke i de lokale trupper, der i årevis har lagt masser af kræfter og energi i at udvikle på den internationale parade. I forvejen er der flere af dem, som også går med i Stjerneparaden.
- For os trupper er paraden også en blanding af fryd og rædsel. Det er sjovt at deltage, men ikke i bikini og fjer, på stylter eller i et stort kostume, hvor glade og kåde folk er til fare for artistens sikkerhed. Derfor deltager vi med en meget mere afdæmpet version af vores performance - eller vi bliver hjemme, skriver de.
Ligesom de heller ikke mener, at deres optræden, som rummer både satire, uhæmmet glæde og erotik hører hjemme i et karneval for børn.
Sådan ser Jeanett Kaare ikke på det.
- Nogle gange skal vi altså også tage fløjlshandskerne af. Kigger du på International Parade, som den var i år, synes jeg ikke, der var noget ved den, som børn ikke kunne tåle at se, siger hun.
Det er talspersonerne for de fem lokale trupper i International Parade ikke enige i.
- Hvis trupperne skal tilpasse sig dette forum, bliver udtrykket mere ufarligt og pussenusset. Desuden skal Børnekarneval sætte børnene i centrum og ikke trupperne, skriver de.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.