Kat forsvandt for syv år siden: Pludselig dukkede den op præcis samme sted

En tysk turist mistede sin kat på Grønhøj Feriecenter for syv år siden. Pludselig dukkede katten op igen og er nu blevet genforenet med sin ejer

Taisa Akhmaeva fandt katten Lucy, som nu er blevet genforenet med sin tyske ejer efter syv år. <i>Privatfoto</i>

Taisa Akhmaeva fandt katten Lucy, som nu er blevet genforenet med sin tyske ejer efter syv år. Privatfoto

LØKKEN:- Nu er familien genforenet, og jeg er rigtig glad.

Sådan beskriver Taisa Akhmaeva kulminationen på et forsvindingsdrama af de helt store, efter hun i weekenden fandt en herreløs kat på Grønhøj Feriecenter.

Katten Lucy viste sig nemlig ikke at være helt så herreløs endda. 

Den har en familie, som bare ikke har set den, siden den forsvandt for syv år siden, da familien var på ferie på Grønhøj Feriecenter.

Lucy har det godt efter omstændighederne. Hun er ikke tynd og udmagret, selv om hun har været forsvundet i syv år. <i>Privatfoto</i>

Lucy har det godt efter omstændighederne. Hun er ikke tynd og udmagret, selv om hun har været forsvundet i syv år. Privatfoto

Pølseglad

Taisa Akhmaeva er vild med katte.

Til daglig arbejder hun på internatet MinVenKatten i Hobro, men i weekenden var hun taget med familien til Grønhøj Feriecenter.

Her stødte de på en kat, som var tam og kælen, og gjorde alt hvad den kunne for at komme ind hos familien.

- Min mand og vores søn var ude at gå en tur. Her mødte de katten, som fulgte efter dem, og det endte med, at den satte sig udenfor vores dør og mjavede, fortæller Taisa til Nordjyske.

Familien troede, det var fordi, den var sulten, så de gav den lidt kyllingepølse, i håb om at den ville forsvinde igen, når maven var fuld.

Men sådan gik det ikke.

- Vi ville ikke tage den ind, for vi troede egentlig, at det var nogle gæster på feriecenteret, som havde deres kat med, siger Taisa og fortsætter.

- Men vi blev enige om, at hvis den kom igen dagen efter, så ville vi tage den ind.

Og det gjorde den. Den pølseglade kat vendte tilbage, og Taisa tog den indenfor og tjekkede dens ører, men der var ingen mærker.

Taisa Akhmaevas mand byggede en transportkasse til Lucy, så de kunne fragte katten sikkert til internatet i Hobro. <i>Privatfoto</i>

Taisa Akhmaevas mand byggede en transportkasse til Lucy, så de kunne fragte katten sikkert til internatet i Hobro. Privatfoto

Derfor besluttede familien at tage katten med til internatet i Hobro.

Her fandt dyrlægerne en chip, som de kunne bruge til at slå katten op i et register. Her kunne de se, at den havde tilhørt en tysk turist, som var på ferie i Løkken for syv år siden.

Det lykkedes internatet at få kontakt til ejeren, som i mellemtiden var fulgt i kattens fodspor.

Øremærke-lov

Pr. 1. juli 2021 trådte en ny lovgivning om øremærkning af katte i kraft.

Loven gælder katte, som ikke er øremærkede, chippet eller bærer halsbånd. De er fremadrettet ikke omfattet af Fremlysningspligten.

- Det betyder, at en umærket kats ejerskab overgår til finderen af katten. Før i tiden skulle man fremlyse katten i 72 timer, før man kunne tage ejerskab over den.

Hvis katten derimod er øremærket, chippet eller bærer halsbånd, kan man finde tilbage til ejeren.

Hvad gør jeg, hvis jeg finder en kat?

Hvis katten er øremærket eller chippet kan du finde frem til ejeren via ét af de to tilgængelige katteregistre, som kan tilgås på nettet

Lav et opslag i din lokale Facebookgruppe for at se, om nogen kender katten

Hvis katten er i nød, udmagret, syg, eller tilskadekommen, kan du kontakte Dyrenes Beskyttelses kredsformand i dit område eller få rådgivning på tlf: 1812

Her finder du det danske katteregister: Det danske katteregister

Bor ti minutter fra Grønhøj

Den tyske ejer var i mellemtiden selv flyttet til Nordjylland og bor nu i Ingstrup - ti minutters kørsel fra Grønhøj Feriecenter.

Og det var en glad katteejer, som blev genforenet med katten, som viser sig at hedde Lucy.

En glæde, som Taisa Akhmaeva også deler.

- Jeg er så glad for, at katten nu får et rigtigt hjem, siger hun.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.