Da Katrines ægteskab sluttede på tv, havde hun allerede planen klar
Katrine Pørtner Karlsen fortryder ikke sit ægteskab på tv - selv om det var fyldt med udfordringer
Opdateret 21. september 2024 kl. 08:00
Det var så langt fra et match made in heaven, som man overhovedet kan komme, da nordjyske Katrine Pørtner Karlsen blev smedet sammen med Nicolas Rockland i DR-programmet Gift ved første blik.
- Vi passede bare overhovedet ikke sammen, siger hun.
At kemien var ikke-eksisterende, var tydeligt helt fra begyndelsen, og end ikke en bryllupsrejse til Venedig kunne hjælpe parret på rette vej.
Så efter blot 16 dage som mand og hustru sluttede eventyret, før det overhovedet var begyndt, og det nu tidligere ægtepar forlod tv-programmet torsdag aften.
Fortryder ikke
Målet for Katrine Pørtner Karlsen var at finde kærligheden, efter hun har været single i 3-4 år.
Men det mislykkedes.
- Alligevel fortryder jeg ikke, at jeg var med. Men jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at det ikke lykkedes for eksperterne at skabe et bedre match til mig, siger hun.
- Jeg har lært rigtig meget om mig selv, og jeg er kommet et skridt tættere på at finde ud af, hvilken type der er god for mig at date, siger 33-årige Katrine Pørtner Karlsen, der er lærer i en specialklasse på Skørping Skole.
Hun er blevet mere bevidst om, at hendes personlighed kan virke markant på nogen, for hun er ikke bange for at sige, hvad hun synes og mener.
Det skal en kæreste kunne rumme.
- Jeg er blevet bekræftet i, hvor vigtigt det er for mig, at jeg trives i et forhold, så jeg også selv kan være en god kæreste, siger Katrine Pørtner Karlsen, der også er blevet mere klar på, hvad hun søger.
- Jeg har brug for en kæreste, der også tør gå forrest og i det hele taget bidrager til at få et forhold til at fungere. At vi har en ærlig og klar kommunikation. Og så skal vi have samme humor, få hinanden til at grine.
Tror på kærligheden
Deltagelsen i programmet har ikke fået Katrine Pørtner Karlsen til at miste troen på, at kærligheden findes derude.
- Nu skal jeg ud og date.
I tiden efter programmet blev optaget, har deltagerne været i dating-karantæne, da det kunne røbe noget om, hvordan ægteskabet gik, hvis de efterfølgende var til stede på eksempelvis dating-apps.
Katrine Pørtner Karlsen har allerede en plan.
- Jeg har fået flere henvendelser i min indbakke fra nogen, som er interesseret i den, jeg er - og gerne vil mødes. Dem begyndte jeg at svare i aftes, da programmet var slut, siger hun.
- Jeg glæder mig til at date igen, og jeg håber selvfølgelig at finde kærligheden. Jeg har bestemt ikke mistet modet og håbet.
Sæsonen er den tiende i rækken, og noget tyder på, at danskerne ikke kan få nok af realityprogrammet.
624 ansøgte om at deltage i programmet, og det er i følge DR ny rekord.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.