KD-kandidat: - Der er vigtigere ting end kulturarrangementer og rejser til Cannes

Jesper Veiby fra Kristendemokraterne vil bruge flere penge på kerneydelser og hjemmepasning

Spidskandidat for Kristendemokraterne, Jesper Veiby, vægter kerneydelser som ældrepleje, børnepasning og lignende meget højt. Foto: Bente Poder <i>Foto: Bente Poder</i>

Spidskandidat for Kristendemokraterne, Jesper Veiby, vægter kerneydelser som ældrepleje, børnepasning og lignende meget højt. Foto: Bente Poder Foto: Bente Poder

AALBORG:Spidskandidat for Kristendemokraterne i Aalborg, Jesper Veiby, satser på et sæde i byrådet efter det kommende kommunalvalg. Og det mener han selv, der burde være gode chancer for, da partiet også har vind i sejlene landspolitisk efter lanceringen af den såkaldte 2030 plan.

Men den 54 årige jurist, der tidligere har været opstillet til byrådet for Liberal Alliance, har også masser af lokale mærkesager - især når det gælder kerneydelser som ældrepleje, børnepasning og lignende.

- Vi skal have en anstændig politik overfor handicappede og ældre og andre med behov. Og det har ikke kun noget med midler og penge at gøre - men også med den måde, man behandler folk, så de ikke bliver genstand for en eller anden kalkule om, hvordan vi kan spare mest på svage grupper, der har svært ved at forsvare sig selv, siger han.

- Og så går jeg også ind for, at vi skal være mere fleksible - for eksempel i forhold til ordninger, hvor man kan få tilskud til hjemmepasning af børn. For selvom det ikke er en voldsom generøs ordning, er der mulighed for at give tilskud til at passe egne børn hjemme i et års tid, hvis kommunen giver tilladelse til det, men det har vi ikke valgt at udnytte her i Aalborg, forklarer han.

- Lad familier vælge selv

Hidtil har et flertal i byrådet dog afvist ordningen. Blandt andet fordi man ikke mener, det er godt for ligestilling og integration. Men det er Jesper Veiby ikke enig i.

- Man skal selvfølgelig sikre, at det er et niveau, så der ikke bliver nogle børn, der kommer i skole uden at kunne dansk. Men de rammer er der allerede i lovgivningen, og derfor er min logik, at vi burde være mere fleksible og lade familierne vælge de løsninger, der passer dem bedst, pointerer han.

Af samme grund er Jesper Veiby også tilhænger af, at der skal være plads til friskoler som et supplement til de kommunale folkeskoler. Og så ser han gerne, at frivillige og frivilligt engangement - som det man for eksempel ser i Blå Kors og varmestuerne - får offentlig støtte og mulighed for at yde en indsats.

- Det harmonerer godt med mit syn på civilsamfundet og frivillige valg for den enkelte - om det så er forældre med børn, der skal i skole, ældre, der har et frit valg i forhold til pleje eller handicappede, der så vidt muligt har valgfrihed i forhold til hjælp og ydelser, siger han.

- Der er vigtigere ting end kulturarrangementer og udlandsrejser til Cannes, mener Jesper Veiby (KD). Foto: Bente Poder <i>Foto: Bente Poder</i>

- Der er vigtigere ting end kulturarrangementer og udlandsrejser til Cannes, mener Jesper Veiby (KD). Foto: Bente Poder Foto: Bente Poder

Ikke kun for kristne

Jesper Veiby er selv aktiv i Aalborg Citykirke, og ved siden af sit job som privatpraktiserende jurist med adresse på Vesterbro er han også selvudgiver med eget forlag. Men han mener alligevel ikke, man behøver være specielt religiøs for at stemme på Kristendemokraterne.

- Vores samfund har jo en kristen kulturarv og nogle kristne værdier, der også noget med det at gøre med respekt for medmennesket og sådan nogen ting. Og de ting tror jeg da, vi alle sammen kan være enige i. Så de ting deler vi, men det er ikke det samme som, at vi er en kirke eller at vi sammenblander de to ting. Så kristendemokratier - som for eksempel CDU eller CSU i Tyskland - favner en bredde, hvor det ikke er noget specielt religiøst - men mere noget med at være et sted i det politiske landskab, hvor man rammer de her ting, tilføjer han.

Ifølge Jespert Veiby har skiftende borgmestre været med til at udvikle Aalborg fra industri- og havneby til en by med universitet og vækst, og det synes han er positivt, og derfor er han heller ikke modstander af byfortætning eller høje huse, når blot de passer ind i de bydele, hvor de placeres.

Men der er til gengæld også ting, der i hans optik er ”vigtigere end kulturarrangementer og udlandsrejser til Cannes”.

- Nogen gange bruger vi pengene på en måde, som jeg synes er uforsvarlig, når man ser på de behov, der er på nogen kerneområder, som folk skal hen til kommunerne for at løse. Så det er ikke fordi, jeg ikke synes, man kan have et eller andet kulturarrangement eller nogen ting, der kan trække turister til byen eller andet. Men det skal ikke være sådan, at vi mangler nogen kerneområder, der er underfinansierede og underbemandede, samtidig med vi bruger på spændende projekter. Så der skal været fokus på, hvordan vi bruger og hvordan vi prioriterer i kommunen, understreger han.

Administrator af besparelser

Jesper Veiby ankender, at Aalborg Kommune ikke er alene om at bestemme, hvor mange penge, man vil bruge på skoler, daginstitutioner, ældrepleje og lignende. Blandt andet på grund af den såkaldte budgetlov og de rammer KL og regeringen har aftalt,

- Jeg er helt med på, at vi kan være i nogle rammer, der er temmelig hæmmende. Men så man jo prøve at gøre det så godt, som det er muligt indenfor de rammer, eller også må man rejse sagen landspolitisk, så vi ikke har en budgetlov og et serviceloft, der er en byrde for kommunerne og giver utilfredsstillende arbejdsvilkår, fordi byråd og kommunalbestyrelser administratorer af nogle besparelser der ikke giver en politisk frihed, siger Jesper Veiby.

De landspolitiske vinde spiller også ind i forhold til diskussionerne om en tredje Limfjordsforbindelse over Egholm, som Jesper Veiby ikke er nogen stor fan af personligt. Men han accepterer alligevel, at det er den vej, flertallet - også regionalt - vil.

- Personligt er jeg imod en forbindelse over Egholm. Det er jeg helt åben med. For selvom jeg ikke er ekspert, ser jeg de argumenter, man hører for et ekstra tunnelrør - altså at det vil være billigere, mindre CO2-belastende, hurtigere færdigt, og koble geografisk bedre på den ny udbygning mod øst - som fornuftige. Så jeg har ikke meget fidus til en motorvej over Egholm, der lander et sted i Hasseris og skaber en prop i trafikken der, forklarer han.

- Men vi står jo i en situation, hvor flertallet jo vil noget andet, og det må man nogle gange tage til efterretning. For det er jo sådan demokratiet fungerer, selvom det deler vandene, tilføjer Jesper Veiby.

Ifølge Jesper Veiby har Aalborg i de sidste mange år gennemgået en positiv udvikling fra industri- og havneby til universitetsby. Foto: Bente Poder <i>Foto: Bente Poder</i>

Ifølge Jesper Veiby har Aalborg i de sidste mange år gennemgået en positiv udvikling fra industri- og havneby til universitetsby. Foto: Bente Poder Foto: Bente Poder

Han vil nødigt spå om Kristendemokraternes chancer ved det kommende kommunalvalg - bortset fra, at det forhåbentlig ender bedre end sidst.

- KD har jo formået at bryde igennem med 2030 planen, som landspolitisk synliggør, hvad vi står for, og det kan smitte af lokalt. Men jeg er selvfølgelig også afhængig af min egen valgkamp og det valgforbund KD har med Konservative og Liberal Alliance, så jeg tør ikke binde an med at sætte en procentsats på. Men vi gør i hvert fald, hvad vi kan, siger han.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.