Kendt restaurant blev ramt af brand - nu er der godt nyt

Lukket i knap to uger efter brand, men nu er man klar igen

Branden hos restaurant Kysten Perle 9. maj medførte både brand- og vandskader. <i>Foto: Lars Pauli</i>

Branden hos restaurant Kysten Perle 9. maj medførte både brand- og vandskader. Foto: Lars Pauli

AALBORG:Den kendte restaurant Kystens Perle/Strandpavillonen på Bådehavnsvej 10 i Aalborg blev ramt af brand mandag 9. maj, og skaderne var så omfattende, at man har holdt lukket lige siden.

Men nu er der godt nyt.

- Vi håber at kunne åbne igen nu på lørdag eller på mandag. Det er vores plan, siger Jens Ebert Jensen, der ejer Kystens Perle sammen med sin hustru, Tina Stenderup Jensen.

Ikke alt kan genåbnes

Det bliver dog ikke en total genåbning af den gamle restaurant i den karakteristiske røde træbygning ved lystbådehavnen.

For selv om bygningen står endnu, var der en del brandskader på loftet samt vandskader fra brandslukningen.

Så i første omgang bliver det lidt over halvdelen af lokalerne i Kystens Perle, der kan genåbnes lørdag 21. maj eller mandag 23. maj.

- Det håber og tror vi på, siger Jens Ebert Jensen.

Ordrebogen reddet

Endnu er det uvist, hvor meget skaderne efter branden løber op i.

- Jeg vil tro, det holder sig under en million kroner, men jeg ved det endnu ikke med sikkerhed, lyder det fra restauratøren.

Ordrebogen har ejerne stadig, og takket være den kunne restaurationen få fat i dem, der havde bestilt bord på Kystens Perle de seneste knap 14 dage, så de i tide kunne få besked om, at restauranten er lukket midlertidigt.

Jens Ebert Jensen er fortrøstningsfuld, når det gælder fremtiden for den ikoniske restauration ved lystbådehavnen. Og er glad for, at det trods alt ikke gik værre ved branden i den kendte træbygning.

- Det kunne jo være endt helt galt, bemærker han.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden