Klassiker rammer stadig skiven: Vildt, råt og sjovt

Aalborg Teater: Bertolt Becht og Kurt Weill: "Laser og Pjalter"

Jojo, "Laser og pjalter", Bertolt Brecht og Kurt Weills udgave af "Tiggeroperaen", der oprindeligt er fra 1748, og i den moderne udgave er næsten 100 år gammel, har været en stensikker publikumssucces siden de første 10.000 opførelser i Tyskland. Den går aldrig af mode med sin rå humor, hvor sympatien altid ligger trygt og godt på samfundets bund.

Der, hvor ludere og lommetyve hutler sig gennem en tilværelse præget af uretfærdighed, korruption og magtmisbrug. Her er uret verdens løn.

Her sejrer retfærdigheden ikke, men humoren gør. Den slags, der råt for usødet stikker slagord og punchlines skråt op og ikke pynter på noget.

I Aalborg Teaters opsætning, der er vældig tro mod Brecht og Weills kabaretstemning, understreges det ikke mindst af kostumerne, der i grotesk karikatur er med til at trække pointerne skarpt op i en scenografi, der giver den alt, hvad den kan af teatrets repertoire af mekanisk magi. Ikke bare fordi, det kan man på et stort teater, men fordi det dygtigt understreger historierne og danner en værdig baggrund for musikken og sangene, der leveres professionelt med perfekt timing og råstyrke i stram koreografi.

Scenemagien gør sit til, at man som publikum fornøjes hele vejen, også selvom vi er ude i to timer og tre kvarters bombardement af både syn og hørelse.

Marcus Gad Johansen, Sebastian Aagaard-Williams og Thomas Kristian Bek Foto: Emilia Therese Foto: Karin Trine Pedersen

Der er ikke en finger at sætte på denne holdpræstation, der også omfatter orkesteret, højt hævet over scenegulvet. Sangene leveres med indlevelse, både når det er en stilfærdig solo og et magtfuldt kor.

En god holdpræstation kræver både stjerner og vandbærere, og det er der også her. Ikke mindst får det nordjyske publikum et herligt gensyn med Sebastian Henry Aagaard-Williams, der er fremragende i rollen som MacHeath, Mack the Knife, den charmerende forbryder, der ikke går af vejen for nogen eller noget.

Med udueligt og korrupt politi i hælene klarer han sig med charme, selvtillid og lækkert hår – og gode forbindelser.

Han er en charmebøf, men også en afstumpet storforbruger af andre mennesker. Der er mange kvinder i MacHeaths liv, og de to rivalinder i centrum, spillet af Bolette Nørregaard Bang og Marta Holm, får lov til at dingle mellem himmel og jord, mens de bagtaler hinanden på det groveste.

Bolette Nørregaard Bang (Polly) gifter sig med MacHeath (Sebastian Aagaard-Williams), er naturligvis har bagtanken og heller ikke slipper sine andre kvinder. Foto: Emilia Therese Foto: Karin Trine Pedersen

MacHeath er en ryggesløs kriminel, han går fra pige til pige, men vil alligevel giftes med Polly Peachum, mens hendes far (Jørgen W. Larsen), der styrer opgaverne for byens tiggere med hård hånd, går efter at få MacHeath hængt.

Men politichefen og MacHeath er barndomsvenner, og Mac klarer frisag. Selvom det en overgang ser sort ud, ender han som prinsen på den hvide hest.

Marie Knudsen Fogh sætter sit markante præg på scenen med rollen som fortæller. Her får hun igen mulighed for at give sig selv 100 procent og lidt til. Hun ejer en enestående vitalitet og formår konstant at få sin karakter ud over rampen. Hun er befriende, helt uden filter.

Alle synger fremragende, og hele ensemblet fungerer i perfekt symbiose.

Rivalinderne som flyvende marionetter i MacHeaths spegede spil (Marta Holm og Bolette Nørregaard Bang) og Thomas Kristian Beksom repræsentant for lovens vattede arm. Foto: Emilia Therese Foto: Karin Trine Pedersen

Det kan godt være, at de politiske pointer fra 30’erne forsvinder i kabaretstemning, og at der trods de alvorlige temaer er mere grin end gråd og mere spas end seriøsitet i opsætningen. Men med en forestilling, der i høj grad er en holdindsats, ligger der også her en helt ligefrem solidaritet, som trods alt passer godt.

Og alt taget i betragtning kan det næppe undgå publikums opmærksomhed, at vi lever i urolige tider med krig, klimaforandringer og kriser, og at ingen for alvor kan forføres til at tro, at det kan grines væk.

Så hvis det er humor, der skal til, for at få os til både at fortsætte og til at tænke en ekstra gang, er det ikke så ringe endda – og det var vel også budskabet i 1748 og 1928.

"Laser og Pjalter" er stadig en vildt sjov og insisterende musical, trods tunge temaer og ulykkelige skæbner, og i norske Tormod Carlsens iscenesættelse har den alle muligheder for at brage igennem hos publikum.

De seks stjerner tilhører alle medvirkende, både på og bag scenen.

Bertholt Brecht og Elisabeth Hauptmann: Laser og pjalter

Musik: Kurt Weill

Iscenesættelse: Tormod Carlsen

Scenografi: Thomas Bjørnager

Kostumer: Karin Betz

Kapelmester: Niels Søren Hansen

Medvirkende: Sebastian Henry Aagaard Williams, Josephine Nørring, Bolette Nørregaard Bang, Camilla Gjelstrup, Marie Knudsen Fogh, Karla Rosendahl, Line Nørholt, Kathrine Høj Andersen, Marta Holm, Jørgen W. Larsen, Steffen Berenthz Eriksen, Marcus Gad Johansen, Thomas Kristian Bek, Patrick A. Hansen

Aalborg Teater, Store Scene, indtil 7. oktober

VIS MERE