Knallertkører ræsede afsted med over 60 kilometer i timen - det skulle han ikke have gjort

Tre ungersvende står til betinget frakendelse af førerretten for at ændre på deres knallerters konstruktion

Politiet afslørede to ulovlige knallerter torsdag. Her er det dog et foto fra en tidligere knallertkontrol. <i>Arkivfoto: Grete Dahl</i>

Politiet afslørede to ulovlige knallerter torsdag. Her er det dog et foto fra en tidligere knallertkontrol. Arkivfoto: Grete Dahl

AARS: Betjente fra Forebyggelse og nærpolitiet i Himmerland foretog onsdag kontrol af knallerter i Aars i Vesthimmerland kommune.

Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Kontrollen skete, oplyser den ansvarlige for indsatsen, politikommissær Mikkel Mitchell, i forlængelse af den seneste indsats mod ulovlige knallerter.

- Denne gang foregik det i Aars midtby. Og i løbet af eftermiddagen var tre unge mænd blevet sigtet for at have kørt på en såkaldt konstruktivt ændret knallert, altså ulovlige knallerter, fortæller Mikkel Mitchell.

Den ene af knallertkørerne ræsede afsted med over 60 kilometer i timen, da han blev stoppet af betjentene, oplyser Mikkel Mitchell.

Politiet havde ellers sat barren ret højt,  så selv om reglerne siger, at knallerterne kun må køre 30 kilometer i timen, så blev kun knallerter, der kørte mere end 43 kilometer i timen, stoppet i kontrollen. 

Politikommissæren tilføjer, at sigtelserne mod de unge mænd på henholdsvis 16, 17 og 18 år desuden medfører, at der er lagt op til betingede frakendelser af deres førerret.

At der "kun" bliver taget tre ulovlige knallerter tilskriver Mikkel Mitchell, at de unge er lynhurtige til at få udbredt budskabet om at politiet er i gang med en kontrol.

- Der går ikke fem minutter fra vi stopper de første til alle unge i eksempelvis Aars ved, at vi er i gang med en kontrol. Det budskab spreder de unge lynhurtig. Så vi doserer vores indsats og kommer med uregelmæssige mellemrum de forskellige steder. Men vi har dog nogenlunde styr på både hvor, der køres for stærkt, og hvor de unge samles om deres fælles knallertinteresse, fastslår politikommissæren.

Mikkel Mitchell understreger, at det er et fokusområde for Forebyggelse og nærpolitiet at få de unge mennesker, der kører for stærkt på knallerter, til at forstå farligheden af det. Kontrollerne handler med andre ord om trafiksikkerhed.

- Desværre er netop den gruppe unge trafikanter overrepræsenteret i trafikulykker, siger politikommissæren, der ligeledes pointerer, at netop hurtig knallertkørsel også giver anledning til utryghed for de lokale borgere, som har det tæt på: 

- Derfor kommer vi også til fortsætte med at gennemføre lignende kontroller i den kommende tid.

Han har to opfordringer:

- Til de unge, der kører for stærkt: "Lad være; det er farligt."

- Til de unges forældre: "Tag en god snak ved middagsbordet derhjemme om knallertkørsel og trafiksikkerhed"

- Vi vil så nødigt skulle ud og banke på hos forældre for at fortælle, at deres søn eller datter er kommet alvorligt til skade i trafikken. Sænker man hastigheden på knallerterne og viser hensyn i trafikken, så bliver trafikken mere sikker og tryg for os alle – og vi minimerer risikoen for, at vi skal ud med en trist og tragisk meddelelse til forældrene.

Politikommissæren Mikkel Mitchell vil naturligvis ikke løfte sløret for præcist, hvor og hvornår næste kontrol af knallerter bliver.

- Men, som han kort fastslår, det bliver snart.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.