Politi

Politikommissær om knivdrama nær Jomfru Ane Gade: - Det er ganske utilstedeligt

19-årig såret i det centrale Aalborg


Opdateret kl. 21:51

Nordjyllands Politi har indledt en massiv efterforskning, efter at en 19-årig mand torsdag eftermiddag kl. 16.59 blev ramt af knivstik i Bispensgade i det centrale Aalborg - ganske tæt på Jomfru Ane Gade.

Politiets foreløbige efterforskning tyder indtil videre på, at det var en kort meningsudveksling og et mindre slagsmål på hjørnet af Gravensgade og Vesterå, som udviklede sig til, at de to personer stak i løb mod restaurationen Kebabistan Barbeque tæt på Vesterbro, hvor den ene part trak en kniv og stak den 19-årige.

Gerningsmanden forlod derefter stedet i retning mod havnen af Kattesundet, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

- Det er endnu for tidligt at sige noget om motivet bag knivstikkeriet, men det er vores opfattelse, at der er tale om et tilfældigt møde mellem parter fra det kriminelle miljø. I samme øjeblik som 112-anmeldelsen kom ind, rykkede vi adskillige patruljer til stedet. Her blev der opsat afspærringer, sikret beviser, talt med vidner til episoden, ligesom der bliver indhentet relevant videoovervågning fra området, siger politikommissær Kenneth Rodam, der leder af efterforskningen.

Nordjyllands Politi sendte flere patruljer til gerningsstedet i hjertet af Aalborg.  Foto: Jan Herkert Pedersen

Han oplyser, at politiet har indledt en intensiv jagt på gerningsmanden.

- Flere hypoteser er i spil, og vi efterforsker bredt. Det skal understreges, at vi stadig er på det helt tidlige stadie af efterforskningen, siger politikommissæren.

Om det 19-årige offers tilstand, siger Kenneth Rodam:

- De seneste meldinger går på, at offeret har pådraget sig alvorlige, men ikke livstruende skader. Han blev hurtigt kørt til behandling, og vi håber at kunne tale med ham inden længe og få hans version af sagen.

Kenneth Rodam opfodrer alle, der kan have relevant viden om knivstikkeriet, til at kontakte politiet på 114.

- Har man observeret mistænkelig færden i Aalborg midtby omkring gerningstidspunktet - det være sig personer eller køretøjer - så hører vi meget gerne om det, understreger han.

Kl. 20.30 oplyser vagtchef René Kortegaard til Nordjyske, at politiet leder med lys og lygte efter den mistænkte gerningsmand.

- Det skal nok lykkes at få fat i ham. Spørgsmålet er bare hvornår, siger han.

Ved I, hvem I leder efter?

- Vi er ikke helt på bar bund. Så har jeg ikke sagt for meget, oplyser vagtchefen.

Nordjyllands Politi vil desuden patruljere ekstra meget i Aalborg den kommende tid.

- Borgerne skal ikke blive bekymrede, hvis de oplever flere patruljer i byen. Vores tilstedeværelse skyldes udelukkende, at vi har fokus på trygheden og ønsker at være synlige i bybilledet, lyder det fra politikommissær Kenneth Rodam i en pressemeddelelse. 

Om sagens karakter oplyser han: 

- Det faktum, at der bliver stukket med kniv i det offentlige rum, er ganske utilstedeligt. Vi er ganske forstående over for, hvis det kan skabe utryghed og bekymring i byen. Det er vigtigt at understrege, at der er tale om et opgør i det kriminelle miljø, hvor parterne efter alt at dømme kender hinanden i forvejen.

Han oplyser desuden, at politiet har samlet en del spor omkring gerningsstedet og er i gang med at indsamle en større mængde videoovervågning. Politiet tager fortsat imod henvendelser fra vidner, som har bemærket noget mistænkeligt - både før og efter hændelsen. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden