Knivstikkeri i Vejgaard: Formodet gerningsmand løsladt igen
Formodet gerningsmand anholdt i nærheden af gerningsstedet
Opdateret 23. maj 2022 kl. 14:44
VEJGAARD: En 31-årig mand blev søndag eftermiddag stukket i armen med kniv i en lejlighed i Vejgaard. Det oplyser vagtchef Poul Fastergaard fra Nordjyllands Politi.
Knivstikkeriet foregik i en lejlighed på Doravej, hvor manden, der blev stukket, har bopæl.
Politiet fik en anmeldelse om knivstikkeriet klokken 15.27.
– De to implicerede har tilsyneladende haft en uoverensstemmelse, og så er der opstået noget håndgemæng, som har udviklet sig, siger vagtchefen.
Nordjyllands Politi var talstærkt til stede i området, og fik kort tid efter knivstikkeriet anholdt en formodet gerningsmand i nærheden af lejligheden. Der er tale om en 36-årig mand, som dog er blevet løsladt igen efter afhøring hos politiet.
Manden, som blev stukket i armen, blev behandlet på Aalborg Universitetshospital for mindre læsioner.