Knivstikkeri på UCN: Stak studiekammerat med kniv uden at sige et ord
En 20-årig mand er dømt for knivstikkeri på UCN i Aalborg
AALBORG: En 20-årig kinesisk mand havde i december sidste år set sig så sur på en studiekammerat, at han tog en køkkenkniv med på professionshøjskolen UCN.
Uden at sige et ord, gik han hen og snittede studiekammeraten i panden for øjnene af flere medstuderende.
Torsdag blev den 20-årige så idømt 10 måneders ubetinget fængsel samt udvisning i seks år ved Retten i Aalborg.
Det oplyser anklager Kristina Frandsen.
Umotiveret overfald
Knivoverfaldet fandt sted en fredag eftermiddag omkring klokken 14 i atriummet på UCN.
Der havde ikke været nogen uoverensstemmelse forud for overfaldet - faktisk havde de to mænd slet ikke sagt et ord til hinanden denne dag.
Den 20-årige gik således helt umotiveret hen til den anden studerende og ramte ham i panden med kniven.
Studiekammeraten fik kun en overfladisk skade, der ikke var syningskrævende, oplyser anklageren.
Følte sig generet
I retten erkendte den 20-årige at han havde medbragt kniven til skolen, og at han havde stukket studiekammeraten med den.
Han afviste dog, at han i forvejen havde planlagt overfaldet, fortæller Kristina Frandsen.
Den 20-årige og offeret havde været i studiegruppe sammen, og ifølge den 20-årige havde han følt sig generet af studiekammeraten, dog uden at han ville uddybe nærmere i retten, fortæller anklageren.
Det kunne offeret dog slet ikke genkende, og i retten forklarede han, at han ikke mente der havde været nogen uoverensstemmelser, udover lidt uenigheder omkring nogle afleveringer.
Den 20-årige valgte at modtage dommen.