Politi

Konflikt i Lille Vildmose: To blev frihedsberøvet af politiet

Nordjyllands Politi har afspærret område for at sikre, at Aalborg Kommune kan arbejde uhindret på stedet

Hanne Houmann Jensen var en af de to, som blev fjernet fra Lille Vildmose. Foto: Jan Pedersen
Hanne Houmann Jensen var en af de to, som blev fjernet fra Lille Vildmose. Foto: Jan Pedersen

Opdateret 12. maj 2022 kl. 14:22

LILLE VILDMOSE: En lodsejer og en talsmand for lodsejerne i Lille Vildmose blev fredag formiddag frihedsberøvet af Nordjyllands Politi i forbindelse med en konflikt, som længe har stået på mellem lodsejerne i området og Aalborg Kommune.

Det oplyser vicepolitinspektør Poul Severinsen.

Lodsejerne mener ikke, at kommunen har ret til at udføre et naturgenopretningsprojekt på lodsejernes jord. Senest er en maskine blevet blokeret med blandt andet traktorer.

Derfor afspærrede Nordjyllands Politi et område af Lille Vildmose:

- Vi har spærret et område af for at kunne kontrollere, hvem der har adgang til det. Det er jo ingen hemmelighed, at lodsejerne gentagne gange har blokeret for kommunens arbejde, siger Poul Severinsen.

Foto: Jan Pedersen

Ifølge ham var de personer, som blev frihedsrøvet fredag formiddag, mødt op i det område, politiet har afspærret. De nægtede at forlade området og blev derfor taget med på politigården i Aalborg.

- Her vil de blive afhørt, og så bliver de lukket ud igen, fortæller Poul Severinsen.

Politiet har mulighed for at frihedsberøve personer i op til seks timer for ikke at følge politiets anvisninger.

- Grænseoverskridende at blive fjernet

De to personer, som blev frihedsberøvet og afhørt, var lodsejer Hanne Houmann Jensen og talsmand Preben Clausen.

- Jeg er rigtig rystet. Det er grænseoverskridende at blive fjernet fra sin egen jord. Jeg har jo ikke tævet nogen, stået i vejen for nogen eller gjort noget, jeg ikke må. Derfor er det simpelthen så grænseoverskridende, at man ikke kan få en forklaring. Hvorfor må kommunen bare bruge politiet på denne måde, siger Hanne Houmann Jensen efter friberøvelsens ophør.

Vicepolitiinspektør Poul Severinsen vurderer, at 10-12 personer fredag formiddag var mødt op i området, og de fleste valgte at forlade det, da politiet bad dem om det.

Nu bliver politiet i området, indtil Aalborg Kommune er færdig med sit arbejde.

- Vi er der, så længe kommunen har behov for, at vi sikrer deres arbejde, siger Poul Severinsen.

Han vurderer fredag, at det vil blive en periode på "få dage". På spørgsmålet om, hvor mange betjente den indsats kræver, siger han:

- Det bliver få mand, men vi sender flere, hvis det bliver nødvendigt.

Foto: Jan Pedersen

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden